LÆSEBREV: Det er dit valg

Udgivet:03. marts 2023, 18.00

Læsetid:2 minutter

Bente Lysgaard Mikkelsen. Foto: Tom Laursen

Af Bente Lysgaard Mikkelsen. Emil Ernstsvej 146 Engesvang

7 måneder siden

LÆSERBREV »Det er dit valg« - Jeg har ikke tal på hvor mange gange, den sætning er blevet gentaget overfor mig.

De fleste gange er det blevet udtalt fra en repræsentant fra offentlig myndighed.

De fleste gange har der ikke været tale om noget valg for mit vedkommende. Nej det er en offentlig forvaltning, som ikke har givet mig et alternativ.

Jeg har bestemt ikke valgt at være udelukket fra samfundet, fordi jeg bevidst har undgået den om sig gribende digitalisering , der har fundet sted.

Jeg har stemt ved folketingsvalg og kommunalvalg og menighedsrådsvalg, men jeg mindes ikke, at jeg aktivt har tilvalgt en digitaliseret verden, som i mine øjne er blevet til et umenneskeligt inhumant samfund. Et samfund som er dybt afhængig af store mængder energi, sikkerhedssystemer som uafladelig bliver angrebet af hackere, systemer som ikke virker efter hensigten, læk på systemerne, personoplysninger som flyder rundt i samfundet og så videre.

Selvbetjening er blevet den helt store åbenbaring. For at kunne betjene det offentlige system skal jeg være i besiddelse af en vis form for indsigt i betjening af en PC, helst eje en sådan. Dernæst er det næsten umuligt at betjene sig selv, såfremt man ikke har MitID. At være i besiddelse af en printer er ligeledes en fordel. Det er nemlig ikke altid forståeligt at udfylde de skemaer, man bliver bedt om, så er det nogen gange lettere at få det printet ud inden udfyldelse af samme.

Udfyldte skemaer giver nemlig adgang til at kommunikere med myndighederne. Ifald der sker fejl i udfyldelse af skemaet, bliver man bedt om at begynde forfra. Det kan ikke klares over telefonen, selv om fejlen sagtens kunne rettes med et snuptag.

Jeg mener, det kunne være en god idé lige at stoppe op - lave status over vores digitale samfund- finde ud af hvad der er godt, og hvor der skal ske forbedringer ,og hvad der kan skrottes.

Naturligvis er der meget godt i forbindelse med det digitale samfund - Men gode tiltag har det med at blive overdrevet - Jeg mener, det er sket i dette tilfælde.