Læserbrev: Lad os aflive myten om de sløve seniorer

10. november 2021, 15.23

Marianne Køpke, afdelingsformand i HK MidtVest.

LÆSERBREV Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, og der er virksomheder i Danmark, der skriger på arbejdskraft. Alligevel har seniorer på plus 50 år svært ved at finde job. Lad os gøre op med fordommene om de sløve seniorer. De er og bliver en myte.

Ifølge en survey blandt 289 tillidsrepræsentanter i HK Privat fra september 2021 mener 93 procent, at der foregår aldersdiskrimination på det danske arbejdsmarked. Og 50 procent af HK Privats tillids-repræsentanter, der sidder med til jobsamtaler, har kendskab til, at deres virksomhed bevidst eller ubevidst har frasorteret ansøgere over 50 år.

Tidligere på året viste en undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager, at knap hver femte virksomhed ulovligt frasorterer ældre kandidater på baggrund af deres alder. I undersøgelsen erkender 19 procent af virksomhederne, at de frasorterer ansøgere ud fra alder. Blandt de private virksomheder svarer 22 procent, at de har afvist ansøgere på baggrund af deres alder. Blandt de offentlige er det 14 procent.

Det er simpelthen skræmmende. Skræmmende, fordi der er tale om diskrimination af en stor gruppe af mennesker, og skræmmende, fordi vi står i en situation, hvor vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, og der er virksomheder i Danmark, der skriger på arbejdskraft.

Ifølge SeniorArbejdsLiv, Frydenlund Academic, Velfærdsstat og velfærdssamfund, lever de negative fordomme om seniorerne i bedste velgående: De skulle både være mindre produktive og kreative, have svært ved eller være mindre villige til at lære nyt, have svært ved eller være mindre villige til at påtage sig udfordrende opgaver og have sværere ved at beherske ny teknologi.

Sikke noget sludder. Ifølge én af dem, som har forsket i netop aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, Aske Juul Lassen, lektor på Københavns Universitet, viser den forskning, der er på området, at seniorer på arbejdsmarkedet bidrager med meget og er en god erfaren arbejdskraft.

Ifølge ham er en forklaring på, at myterne går stik imod forskningen, at ældre generationer tidligere har været anderledes og eksempelvis tidligere pensionsklare, end ældre generationer er i dag.

Men myterne lever fortsat. Og selv om arbejdsmarkedets parter som en del af en særlig indsats for at få flere ledige seniorer i job for nylig har indgået en trepartsaftale om at gøre det forbudt for arbejdsgivere at screene jobansøgere på baggrund af alder, skal der efter min bedste mening mere til, før vi slipper af med aldersdiskriminationen.

Det handler om en kulturændring, der gør op med myterne om de sløve seniorer, og som i stedet fokuserer på alle fordelene, nemlig: At de plus 50-årige både er stabile, afklarede med fremtiden, træffer velovervejede beslutninger og har masser af erfaring at trække på.