DET ER DIT VALG - KV21

Læserbrev: Ro på barndommen!

10. september 2021, 06.16

Trine Meldgaard Kristensen. Foto: PR-foto

LÆSERBREV Kære Jens Erik Skals (KD) - tilskuddet til hjemmepasning er forøget.

Det glæder mig at læse i Folkebladet 30. august, at Jens Erik Skals, på vegne af Kristendemokraterne, taler varmt for at give forældre et økonomisk tilskud til at passe egne børn.

Hos Dansk Folkeparti er vi fuldstændig enige i, at der er en lang række fordele ved at benytte denne ordning - både for forældrene, men i høj grad også for børnene. Da jeg for to år siden satte emnet på dagsordenen og sammen med mine partifæller lykkedes med at få indført tilskuddet i kommunen, var det ganske uhørt at betale forældre for at passe deres egne børn. Der er løbet meget vand i åen siden, og i dag er det heldigvis mere reglen end undtagelsen, at kommunerne benytter denne ordning. Det viser sig nemlig, at der også følger en række gevinster med til kommunen - blandt andet får vi afbødet presset på vores vuggestuer, vi mindsker de udfordringer, der er med at skaffe kvalificeret pædagogisk personale, og så er der ganske enkelt god økonomi i modellen.

I sidste uge vedtog et enigt børne- og undervisningsudvalg til min udelte begejstring at hæve tilskuddet i Ikast-Brande Kommune til 7000 kroner. Så nu får endnu flere af vores borgere (og tilflyttere - for ja, forskning viser, at familier faktisk gerne flytter for at kunne få dette tilskud) en reel mulighed for at tilvælge en rolig start på livet som småbørnsfamilie. Som toppen på kransekagen har vi også for nyligt i udvalget genindført deltidspladser i vores institutioner, og vi vil i DF fortsat kæmpe alt, hvad vi kan for, at man som forældre kan få mulighed for at træffe frie og bevidste valg for egne børn.