Ulla Terkelsen: Danskere behandler tyskere uforskammet

Den tyske fortids skygger har ifølge TV 2-korrespondenten været medvirkende til danske fræk- og uforskammetheder overfor indbyggerne fra det store naboland.

Udgivet:28. maj 2022, 08.00

Læsetid:3 minutter

TV 2-kollegaerne Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster har flere gange i løbet af efteråret og vinteren besøgt en række tyske byer med en mikrofon i halskraven. Det er der netop kommet samtalebogen, "Skønhed og skræk" ud af.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Det var ikke megen valgfrihed TV 2-analytikeren Mirco Reimer-Elster fik, da han sammen med Ulla Terkelsen en septembermorgen sad over et tysk hotels morgenmadsbuffet.

Sammen var de taget til nabolandet mod syd for at dække det tyske forbundsdagsvalg. Og her havde den anerkendte TV 2-korrespondent en idé, som hun ville have sin kollega med på.

- Hun meddelte mig, at vi skulle skrive en bog sammen. Det var ikke et spørgsmål, der kunne svares ja eller nej til, så fra den dag var projektet skudt i gang, fortæller Mirco Reimer-Elster.

Projektet var den nyligt udkomne samtalebog "Skønhed og skræk", som ad flere omgange har fået makkerparret til at slå et smut forbi en række tyske byer i løbet af det seneste efterår og vinter.

I den bog, venneparret selv kalder en kritisk kærlighedserklæring til Tyskland, runder stjernejournalisten og den tyskfødte USA- og Tysklands-analytiker emner som tysk historie og kultur, men de efterlyser også en større dansk interesse for den store nabo mod syd.

- Uvidenheden om Tyskland er stor. Særligt i hovedstadsområdet er jeg rystet over, hvor lidt mange ved.

- Tyskland rummer en dobbelthed, som er vigtig at forstå. Vi håber, at vi med denne bog kan bidrage til den forståelse, siger Mirco Reimer-Elster.

- Tyskland er utroligt smukt og spændende, men det er også et land, der i nyere tid har set nogle af menneskelighedens største rædsler, siger Ulla Terkelsen, da hun skal forklare idéen bag bogens titel.

Både Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster har gennem flere år haft USA under luppen. Her har de begge oplevet, at der er plads til langt flere nuancer end i fortællingen om Tyskland fordi det også er et land med mange indbyggere og stor diversitet.

- Det er bizart, at vi i høj grad er draget mod det amerikanske, når mange danskere er uvidende om, hvad der foregår i vores tyske naboland, siger Mirco Reimer-Elster.

Blandt andet peger TV 2-kollegerne på, at Tyskland og Danmark har store kulturelle ligheder, at Tyskland er en af Danmarks største samhandelspartnere, og at landet er vigtigt for Danmarks politiske relationer.

Ulla Terkelsen mener, at både det kainsmærke, som det tyske folk bærer på efter Anden Verdenskrig og den historiske konflikt omkring Sønderjylland har fået danskerne til at gøre grin med og se ned på nabolandet.

- Et lille land vil altid have en forståelig angst for at blive kørt ned og absorberet. Der har gennem historien været eksempler på, at Tyskland forsøgte at nappe bidder af Danmark, siger hun.

Hun påpeger også, at adskillige danskere, efter Tyskland havde taget Sønderjylland efter nederlaget i 1864, blev sendt i krig og mistede livet i Første Verdenskrig.

- Vi er simpelthen bange for dem, og derfor gør vi grin med dem. Og det værste er jo, at deres vaner minder os vores egne, siger korrespondenten.

Mirco Reimer-Elster er født i Nordtyskland af tyske forældre, men har gået på dansk skole i Slesvig og Flensborg.

Allerede i sin barndom oplevede han, hvordan danskerne så ned på hans nationalitet.

Han tilbragte nemlig flere sommerferier i Danmark, hvor de danske børn en sommer konsekvent kaldte ham Helmut Hitler med henvisning til den belgiske sanger Helmut Lotti og Adolf Hitler.

Også da han i 2009 flyttede til Danmark for at læse på Københavns Universitet, mødte han igen danskernes nedladende tilgang til hans tyske baggrund.

Han blev adskillige gange kaldt for pølsetysker og spurgt til, om han ikke skammede sig over sit tyske ophav.

- Det er simpelthen så frækt sagt. Ulækkert faktisk. Danskerne ville aldrig været så uforskammede overfor en franskmand eller englænder, tilføjer Ulla Terkelsen.

Mirco Reimer-Elster og Ulla Terkelsen håber, at de med bogen kan være med til at rykke danskernes tilgang til Tyskland.

- Det er måske naivt, men min drøm er, at medierne en dag laver det samme forbehold og ser samme nuancer om Tyskland, som de gør i dækningen af USA.

- Og vi er nået langt, hvis danskerne ikke længere antager, at jeg kan lide Hansi Hinterseer, fordi jeg er tysker. Han er i øvrigt østriger, siger Mirco Reimer-Elster.

/ritzau/

Ritzau-interview med Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster Mirco Reimer-Elster er født og opvokset i Tyskland, hvor han har gået i dansk skole. I 2009 flyttede han til Danmark for at studere, og han arbejder som USA- og Tysklandsanalytiker for TV 2. Derudover skriver han for tiden også på en ph.d. om Tyskland under den kolde krig. Emil Helms/Ritzau Scanpix
Ritzau-interview med Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster For den gennemsnitlige dansker ville det ifølge Mirco Reimer-Elster være blasfemi ikke at vide, hvem Ulla Terkelsen er. Ikke desto mindre var Mircos kendskab til stjernejournalisten - på grund af hans tyske opvækst - minimal, da han lærte hende at kende på deres fælles arbejdsplads, TV 2. Emil Helms/Ritzau Scanpix
Ritzau-interview med Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster Ulla Terkelsen arbejder som korrespondent for TV 2. Hun har tidligere boet og arbejdet som udenrigskorrespondent for TV 2 i Tyskland i 90'erne. Hun bor i dag i Cannes i Frankrig, hvor hun fortsat arbejder som korrespondent for TV 2. Emil Helms/Ritzau Scanpix