Højtidsdag ved morgengry: Ramadanens afslutning blev markeret med rundstykker

Mandag sluttede en hel måneds faste for de lokale muslimer

Udgivet:06. maj 2022, 12.00

Læsetid:3 minutter

Imamen Muchahit Buz har indkaldt til bøn i moskeen i Ikast. Siden 1. april har muslimer over hele verden holdt ramadan og fastet i de lyse timer. Tidligt mandag morgen sluttede det officielt med bøn og rundstykker. Foto: Malene Tswai

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

IKAST Solen var knap tittet frem over horisonten, og strålerne kæmpede for at trænge igennem morgendisen, da de første medlemmer af moskeen i Ikast mødte op til rundstykker og morgenkaffe mandag morgen klokken 5.30.

Det var tid til at feste, tid til at markere, at fastetiden - ramadanen - var ovre for denne gang.

De glade øjne og de store smil var fremme, og alle hilste ærbødigt på hinanden og lykønskede hinanden forud for morgenbønnen, der er den officielle markering af, at fastetiden er slut.

På bordet midt i lokalet stod rundstykker, smør og ost klar til danne rammen om den første markering af festdagen: den store eid-fest.

Fodrer sjælen

- Det er meget dansk at spise rundstykker. I Tyrkiet ville et morgenmåltid bestå af suppe, fetaost og oliven. Men nu bor vi i Danmark, så derfor er det rundstykker, vi servererer, siger Halil Yildirim fra Ikast.

Han har den seneste måned været fastende i de lyse timer og været glad for udfordringen.

- Jeg er faktisk lidt ked af, at det er slut. Jeg synes, jeg er kommet i balance med mig selv. I islam arbejder vi med kroppen og sjælen som to selvstændige ting. Under ramadan stopper vi med at fodre kroppen, men fodrer i stedet sjælen, forklarer han.

Mustafa Arslan har også fastet, men indrømmer, at han skylder lidt på kontoen.

- Med et travlt arbejdsliv kan det være svært at få det hele til at hænge sammen, forklarer han og hilser på endnu en gæst i moskeen.

- Der er mange her til morgen. Sådan plejer det at være, når ramadanen er slut. Dels er der mange, der har planlagt at være sammen med familien. Der er gæster fra både Holstebro, Brande, Silkeborg og København, kan jeg se, siger Mustafa Arslan og forklarer, hvad eid-festen går ud på:

- Det handler om at være sammen med sin familie.

- Det handler ikke om lange besøg, men om at få hilst på alle dem, vi ikke har set i lang tid, siger Mustafa Arslan.

Han forklarer, at eid også traditionelt er der, hvor man slutter fred, hvis man har et uvenskab med nogen.

En af de unge muslimer, som har udfordret sig selv under ramadanen, er Muhammed Aslantas. Han har dels passet sit studium på lærerseminariet i Silkeborg, dels været på rejse til Istanbul.

Og netop at være på rejse er en gyldig undskyldning for ikke at overholde fasten.

- Men jeg har fastet, som jeg skal. Jeg har også trænet hver dag. Og i Istanbul bliver det jo tidligere mørkt, så der er fasten ikke så lang, som hvis jeg havde været i Danmark, siger han med smil på læben.

Flyt så de biler ...

Pludselig er klokken blevet 6.30, og det er tid til at gå ind i moskeen, hvor imamen gør klar til bøn. På lige rækker placerer mændene sig og lytter til imamens reciterende bøn. De sætter sig på knæ, knæler og bøjer hovedet mod Mekka. Som et fadervor i kirken fortsætter forsamlingen med en mumlende fælles bøn, inden den afsluttes af en næsten larmende tavshed, hvor koncentrationen hos den enkelte er tydelig.

Efter bønnen siver alle langsomt ud i de tilstødende lokaler og ønsker hinanden god eid-fest. Nogle har god tid, mens andre skal haste af sted.

Pludselig afbrydes den gode stemning af en høj stemme, der gør opmærksom på, at der altså er folk, der skal på arbejde. Så har man parkeret bilen på en uhensigtsmæssigt måde, så er det nu, den skal flyttes ...

Moskeen var fyldt med bosniere, pakistanere, afghanere, tyrkere og kurdere, der trods deres forskellige nationaliteter havde troen til fælles. Nogle skulle på arbejde, nogle skulle hjem til familien at fejre den islamiske højtid.

Efter den tidlige morgenbøn tittede solens stråler frem, og de fremmødte lykønskede hinanden og ønskede god eid-fest. Foto: Malene Tswai
Formanden for moskeen i Ikast, Murat Gøncu, kan se tilbage på en travl tid for de 150 medlemmer af trosamfundet og de mange gæster, der har besøgt stedet under ramadanen. Foto: Malene Tswai
Mustafa Arslan og Muhammed Aslantas mødtes i moskeen i Ikast til afslutningen på den helleige ramadan-måned. Foto: Malene Tswai