Buurtzorg-modellen justeres: Socialdemokraterne kritiserer justeringen i kommunens ældrepleje-pilotprojektet

Fra 1. november og foreløbigt et halvt år frem skal Lokalpleje Danmark ikke længere dække sygepleje-nødkald om natten

7. oktober 2020, 11.02

Fra indvielsen af lokalerne i Bording, hvor Lokalpleje Danmark, som er leverandør til pilotprojektet om ældrepleje, der har fået navnet Buurtzorg-modellen, holder til. Foto: Tom Laursen

IKAST-BRANDE I begyndelsen af marts indgik Ikast-Brande Kommune en aftale med Lokalpleje Danmark om levering af sygeplejeydelser, i første omgang som et toårigt pilotprojekt i Bording-Engesvang-området.

Inspirationen havde det tidligere byråd hentet under en studietur til Holland, hvor byrådet blev præsenteret for den såkaldt Buurtzorg-ordning. Her er plejepersonalet organiseret i mindre, selvstyrende grupper, hvilket dels betyder mindre administration og dermed behov for færre mellemledere, dels at borgerne har en primær kontaktperson og ikke får besøg af mere end tre til fire forskellige medarbejdere.

Ifølge kontrakten er Lokalpleje Danmark forpligtet til at levere alle tildelte sygeplejeydelser døgnet rundt til alle borgere i eget hjem, men det har vist sig, at kravet om dækning døgnet rundt er svært at imødekomme med store praktiske udfordringer til følge.

For at pilotprojektet kan fortsætte, har det derfor været nødvendigt at lave en midlertidig ændring af kontrakten. Ændringen indebærer, at Lokalpleje Danmark i perioden fra 1. november og foreløbig et halvt år frem ikke længere skal dække sygepleje-nødkald om natten - defineret som perioden mellem klokken 23.30 og 07.30.

Den opgave skal i stedet varetages af Ikast-Brande Kommunes sygepleje, mens Lokalpleje Danmark fortsat skal dække hjemmepleje-nødkald, hvor der ikke er tale om pludseligt opstået sygdom, men eksempelvis behov for assistance ved toiletbesøg.

Lokalpleje Danmark skal desuden fortsat levere planlagte sygeplejeydelser hele døgnet.

Prisen justeres

Kontraktændringen medfører, at det bliver mindre omkostningsfuldt for Lokalpleje at leve op til kontraktens vilkår, fordi virksomheden fritages for nogle af de timer, som er relativt dyre at levere, mens den beholder de opgaver, som er relativt billige at levere.

Eftersom forudsætningen for kontrakten er, at de økonomiske vilkår for parterne skal være nogenlunde ens, så Buurtzorg-modellen kan testes med de økonomiske forudsætninger, som den kommunale drift af sygeplejen har, vil timepriserne i kontrakten blive justeret tilsvarende nedad, så de økonomiske vilkår forbliver tilnærmelsesvis ens for parterne.

Foreløbig er det dog marginalt, hvad der er blevet afregnet for nødkald om natten. Den lavere timepris forventes ikke desto mindre at kunne dække ekstraudgiften til det nødvendige kommunale beredskab.

Det vil løbende blive vurderet om og i givet fald hvornår, det kommunale beredskab skal øges.

Kørt af sporet

Socialdemokratiet har hele vejen igennem været skeptiske overfor Buurtzorg-projektet, og partiets to repræsentanter i Økonomi- og planudvalget, 2. viceborgmester Frank Heidemann Sørensen og Inge Dinis, kunne da heller ikke tilslutte sig forslaget.

En tredje socialdemokrat, Birthe Sørensen, der selv er uddannet indenfor faget, begrunder hvorfor:

- Pilotprojekt eller ikke pilotprojekt – der er nogle opgaver, der skal varetages døgnet rundt. De må være inkluderet i projektet – ellers giver det ingen mening at sammenligne, siger hun og påpeger, at andre opgaver som for eksempel intravenøs medicin og andre meget specialiserede opgaver i forvejen varetages af den kommunale sygepleje.

Desuden skal de borgere fra Bording-Engesvang-området, der er i stand til det, selv transportere sig til Frisenborgparken i Ikast for at få behandling, så en hel del opgaver, som efter Socialdemokratiets mening burde være med i projektet, er i forvejen pillet ud af aftalen.

– Det må være enten eller, påpeger Birthe Sørensen, der mener, at projektet allerede efter et halvt års levetid ”er kørt lidt af sporet.”

- Selve idéen er fair nok, medgiver hun, men socialdemokraterne havde hellere set, at Buurtzorg-konceptet var blevet afprøvet indenfor egne rækker, altså i kommunalt regi.

Desuden er hun baseret på sine egne erfaringer ikke i tvivl om, at det er væsentligt nemmere at rekruttere medarbejdere, når der kun er en begrænset mængde nattevagter.