Frekvens Tour: Ny chance for lokale musikere til at optræde live

Et nyt musikkoncept skal hjælpe unge lokale musikere på vej - live

8. april 2020, 15.22

Unge talenter skal have chancen for at spille live på midtjyske spillesteder - som blandt andet Folkeklubben har gjort på scenen i Bakkehuset. foto: tom laursen

KULTUR Bakkehuset lancerer i samarbejde med otte andre midtjyske spillesteder et nyt regionalt samarbejde, der skal hjælpe unge lokale musikere med at komme ud at optræde på spillesteder i hele regionen.

Projektet hedder Frekvens Tour og skydes i gang i efteråret 2020!

- Frekvens Tour er målrettet midtjyske bands og unge musikere i alderen 15-25 år, der skriver deres egen musik, og som er klar til at spille for et nyt publikum på de større danske spillesteder, siger Mette Petrea, spillestedsleder i Bakkehuset.

Åbent for ansøgere

I perioden fra 8. april til 5. juni er der åbent for ansøgere, og efter tilmeldingsfristen vil et panel af midtjyske spillesteder udvælge de ni bands, der skal deltage i første udgave af Frekvens Tour i efteråret 2020.

- Udover at komme ud at spille, bliver de ni udvalgte bands også præsenteret for en række forskellige workshops, der kan hjælpe dem med at udvikle deres musik, deres sceneoptræden og klæde dem på til at forstå musikbranchen generelt, siger Mette Petrea.

Derudover bliver alle bands coachet i markedsføring, økonomi, teknik og god lyd til livekoncerter. Det hele ender ud i, at alle ni bands spiller trekoncerter på professionelle spillesteder i regionen.

Vigtig støtte

- Det er et område, som har været vigtigt for mig, siden jeg begyndte i Bakkehuset. Vi skal støtte, udvikle og give de bedste muligheder til vores unge musiktalenter. De skal med ud og spille på større scener i professionelle rammer, de skal levere god musik, men også være skarpe i alt det, der ligger bag for eksempel promotion, kontrakter, riders og alt det andet, man måske ikke tænker så meget over. Personligt glæder jeg mig til at følge alle de unge menneskers udvikling og positive oplevelser, der følger med dette projekt, siger Mette Petrea.

Frekvens Tour koncerterne kan i september 2020 opleves på følgende spillesteder: Bakkehuset i Ikast, Fermaten i Herning, Paletten i Viborg, Kulisselageret i Horsens, Kedelhuset i Silkeborg, Generator i Ringkøbing, Subhuset i Holstebro, Pavillonen i Grenå og Turbinen i Randers.