
Få et overblik over det samlede resultat i de enkelte sogne: 54.213 kroner samlet ind til nødhjælpsarbejde i Ikast-Brande
54.213 kroner blev i weekenden samlet ind i Ikast-Brande Kommune. Få et overblik over det samlede resultat i de enkelte sogne
Udgivet:13. marts 2023, 13.32
Læsetid:2 minutter
Jens Erik Lorentsen. Sogneindsamling i Engesvang til Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Hans Jørgen Hansen
NØDHJÆLP En håndsrækning til verdens mest udsatte
Mange mennesker – også i Ikast-Brande Kommune - gav i søndags en håndsrækning til verdens mest udsatte.
54.213 kroner blev samlet ind fra fem kirker i kommunen til projekter, som Folkekirkens Nødhjælp har rundt om i verden.
Det fortæller Hans Jørgen Hansen, der er indsamlingsleder og medlem af Folkekirkens Nødhjælps repræsentantskab.
- Det er dejligt at se, at skønt mange familiers økonomi er presset i øjeblikket, er der stadig mennesker i Ikast-Brande Kommune, som løfter blikket og ser til mennesker, som har det meget værre end vi. Der er grund til at sige tak til de mange gavmilde mennesker, vi ringede på hos, og der er grund til at sige tak til de frivillige, der gik rundt med indsamlingsbøsserne, siger Hans Jørgen Hansen og tilføjer:
- Vi kan igen se, at indsamlingsresultaterne er ligefrem proportionale med det antal indsamlere, vi sender på gaden, siger indsamlingslederen.
Fortsat muligt at donere
Han beklager imidlertid, at det ikke lykkedes at komme rundt til alle husstande.
- Har man ikke fået besøg søndag, kan man faktisk stadig bidrage til indsamlingen. Man kan overføre et beløb på MobilePay til 114400. Og så skal man i kommentarfeltet skrive en kode for det sogn, man gerne vil give sit bidrag igennem. Ikast sogn har koden 8802. Fonnesbæk: 9152, Isenvad: 9123, Engesvang: 8612, Klovborg: 8005, siger Hans Jørgen Hansen og tilføjer:
- Der var desværre flere sogne, der kørte sur i det i forbindelse med corona og har opgivet at arrangere indsamling, lyder det.
Sognenes resultater
Indsamlingen i sognene går ikke til et specielt projekt, men går ind i Folkekirkens Nødhjælps konto med »ikke-øremærkede midler«.
- Det sker desværre alt for tit, at der opstår situationer, som kræver handling - og penge - her og nu. Lige nu forsøger vi at undgå, at folk dør at sult i tørken på Afrikas Horn. For et år siden blev vi pludselig kastet ind i at skulle hjælpe tusindvis af hjemløse i Ukraine. Og så her i begyndelsen af februar blev det nordlige Syrien ramt af et jordskælv i det område, hvor Folkekirkens Nødhjælp i forvejen i flere år har arbejdet på at lindre nøden for folk ramt af borgerkrigen, forklarer indsamlingslederen.
De 54.213 kroner indsamlet i Ikast-Brande kommune er en anelse højere end sidste år, som lød på 53.860 kroner.
Indsamlingsresultaterne i de enkelte sogne i år var: Ikast-Faurholt: 18.206 kroner. Engesvang: 17.813 kroner. Isenvad: 9573 kroner. Fonnesbæk: 7620 kroner. Klovborg: 1000 kroner.
På landsplan blev der indsamlet 11 millioner kroner.