112

Ind i traktordæk

6. oktober 2020, 07.21

THORLUND Det kunne have gået rigtigt galt, men heldigvis slap de implicerede i et færdselsuheld mandag eftermiddag uskadte fra et sammenstød.

Det skete på Brandevej nær S. Thorlund mandag ved 16.30-tiden.

Her kom en 60-årig mand fra Ikast i sin personbil kørende ad Brandevej mod vest.

Ved St. Thorlund var han nødt til at dæmpe farten på grund af en forankørende traktor. På et tidspunkt var der frit for modkørende, og den 60-årige lagde ud for at overhale, men i samme moment foretog traktoren et venstresving, hvilket resulterede i, at personbilen hamrede ind i traktorens venstre bagdæk.

Traktoren blev ført af en 41-årig mand fra Ørnhøj.

Ingen personer kom noget til, og der er fra politiets side endnu ikke rejst sigtelser mod nogle af de implicerede.