
Vellykket foredrag i Engesvang: Kirken skal inspirere til bæredygtighed
I sidste uge stod den på foredrag i Engesvang med Aarhus Stifts specialpræst med fokus på grønne tiltag
Udgivet:05. april 2023, 10.00
Læsetid:2 minutter
Vejrguderne har endnu ikke set, at vi har forladt vintermånederne. Om lidt venter forårsvejret i påsken forhåbentlig, og som opvarmning hertil har menighedsrådet i Engesvang holdt foredrag om bæredygtige tiltag i kirken. Foto: Privatfoto
6 måneder siden
ENGESVANG Der var roser til menighedsrådet ved Engesvang Kirke, da sognehuset i sidste uge havde besøg af en af initiativtagerne til at lave bæredygtige tiltag i kirken. Hun hedder Lise Palstrøm, der ud over at være sognepræst og pilgrimspræst også er specialpræst i Aarhus Stift for Grøn Kirke.
Hun var blandt andet glad for besøge en kirke, hvor man har investeret i solcelleanlæg, der kan mindske udslippet af co2.
Det fortæller menighedsrådsmedlem Hans Jørgen Hansen til Ikast Avis.
Han giver et udpluk fra foredraget:
»Alle kan jo se, at vi mennesker overforbruger Jordens ressourcer. Vi er en del af Guds skaberværk, og det kan aldrig være meningen, at vi skal ødelægge det for vore medskabninger. Selve Jorden skal nok overleve. Så snart vi er væk, så finder Jorden helt sikkert en ny ligevægt, men det har jo ikke været Guds mening, at vi skal ødelægge det hele for os selv og vore efterkommere. Derfor må det være kirkens opgave at inspirere til bæredygtige tiltag«, sagde Lise Palstrøm blandt andet.
Inspirerer menigheder
Hun erkendte, at det er svært altid at træffe de rigtige beslutninger og at leve op til de nødvendige krav for at være mere bæredygtig.
»Det er svært, og det er bøvlet at leve op til det affaldsdirektiv, Folkekirken har været underlagt i lang tid - også før der nu er kommet lovgivning for private husholdninger. Derfor er det kun få kirker, der endnu lever helt op til kravene.«
Lise Palstrøm sagde videre:
»Men vi skal gøre vores bedste, og der er heldigvis mange initiativer i gang. Blandt andet solceller her i Engesvang. Især efter at vi sidste år etablerede Folkekirkens Grønne Omstilling, der med centrale midler kan inspirere til bæredygtige initiativer, er der virkelig begyndt at ske noget rundt omkring. Tilbage i 2008 lavede vi en arbejdsgruppe under Danske Kirkers Råd med titlen Grøn Kirke. Der forsøger vi at inspirere menigheder, men vi har ikke rigtigt ressourcer til ret meget, så det er godt at Folkekirkens stifter nu går foran«, sagde Lise Palstrøm.