Uventet gave til Grønneparken

En dag stod en funklende ny Christianiacykel med hilsen fra en anonym giver

Udgivet:28. april 2023, 06.00

Læsetid:1 minut

Herdis Jønsson fra Grønneparken var en af de heldige beboere på plejecentret, der fik æren af en af de første ture i den nye Christiania-cykel, som en anonym giver har doneret til centret. Foto: Privatfoto

Laila Kempel
Journalist

5 måneder siden

IKAST Plejecentret Grønneparken fik forleden en overraskelse af de større.

Centrets vennekreds var i fuld gang med at finde måder at finde midler til at kunne indkøbe en ny Christianiacykel til hjemmet, som erstatning fra plejecentrets lidt ældre og slidte model.

Men det arbejde kunne de forleden indstille. For der stod en funklende ny cykel med flot rød kaleche på, da bestyrelsen mødte op til ordinært møde i Grønneparkens Venner.

- Fantastisk! Vi var i bestyrelsen ellers i gang med at finde midler til at kunne købe en ny, da den nuværende er slidt. Men pludselig stod der en hel ny, siger en meget taknemmelig Susanne Bjerglund Pedersen fra Grønneparkens Venners bestyrelse.

Bestyrelsen ved dog ikke, hvor cyklen kommer fra. Den glade giver er nemlig anonym, og havde tilsyneladende set behovet og valgt at donere køretøjet til plejehjemmets beboere.

- Vi vil bare sige tusind tak for den overvældende gavmildhed. Vedkommende skal bare vide, hvilken stor værdi det har for beboerne, at de har mulighed for at komme ud på tur året rundt. De værdifulde cykelpiloter stiller sig til rådighed og tager beboerne med ud, så de kan mærke vejret og årstidernes skiften og få andre sanseindtryk med sig hjem.