DK Company køber tysk onlineselskab

8. januar 2020, 07.21

DK Companys grundlægger Jens Poulsen har igen været på indkøb, - denne gang i Tyskland. Foto: PR

IKAST Modekoncernen DK Company i Ikast har netop overtaget det tyske onlineselskab MeineMarkenMode GmbH med en årlig omsætning på over 300 millioner danske kroner.

MeineMarkenMode er specialiseret i, og arbejder tæt sammen med de største onlinepartnere som Amazon og Zalando, og det tilfører ifølge DK Company yderligere viden og dermed synergier inden for den voksende onlinehandel.

- Det er et strategisk vigtigt køb, da vi fremover både dækker partnerprogrammer i tæt samarbejde med de største onlinere og slutbrugeren, hvilket passer godt ind i vores strategi om at gøre vores produkter endnu mere tilgængelige ved at være tættere på kunderne. Selskabet sælger hovedsageligt DK Company brandsene Solid, Blend, Tailored & Originals og BlendShe, siger grundlægger af DK Company Jens Poulsen i en pressemeddelelse.

Herrebrands runder milliarden

Med det seneste opkøb er DK Company godt funderet i det såkaldte midmarket-segmentet med herrebrandsene Matinique, Blend og senest tilkøbte Solid, og det betyder en omsætning på en milliard kroner årligt.

- Vi er glade for at få MeineMarkenMode om bord, så vi sammen kan tage de næste skridt og udnytte synergierne ved både partnerprogrammerne og den direkte business-to-consumer handel, siger Jens Poulsen.

Det tyske selskab skal fortsat drives fra Münster i Tyskland, og de nuværende direktører, Eugen Allerborn og Timo Bethlehem, indtræder som medejere og fortsætter i deres nuværende stillinger.