320 Ikast-løbere trodsede regndryp

Udgivet:25. maj 2016, 13.40

Læsetid:2 minutter

Ikastløbet blev skudt i gang på klokkeslaget 19.00, og løbere store som små spurtede af sted fra målområdet ved lyden af pistolskuddet. Foto: Henrik Ole Jensen

Sofie Helene Grue
| shg@herningfolkeblad.dk

7 år siden

Ikast Skyerne så truende ud, men det forhindrede ikke 320 motionsløbere i at deltage i dette års Ikastløb. I år bød ruterne på forskellige underlag for løberne. Både asfalt, grus og skovbund skulle løberne ud på.

- Selvom vi skal igennem skoven har vi forsøgt at undgå de meget våde områder, siger Per Poulsen, som er formand for Ikast Atletik og Motion, der er arrangører af løbet.

For at få så tørre ruter som muligt, blev dette års ruter en smule anderledes end de tidligere år.

- Vi har lavet ruterne således, at løberne kommer til at løbe hen over mountain bike-banen i år. På den måde undgår vi de våde skovområder, fortæller Per Poulsen.

Det ville ifølge ham give dette års deltagere en del variation og udfordring.

- Det er udfordrende at løbe på banen, for der er nogle skarpe sving og stigninger ind i mellem, men underlaget er kanon godt at løbe på, fordi gruset er stampet så hårdt, forklarer han.

Det er ifølge Per Poulsen også for at vise banen frem, at dette års ruter går hen over den.

- Det giver også vores løbere en mulighed for at komme ind og se banen, og hvem ved, måske får de lyst til at prøve at cykle på den, siger Per Poulsen.

Færre løbere end sidste år

Ud af de 320 deltagere var omkring 150 tilmeldte på forhånd. Resten blev tilmeldt på aftenen, hvor løbet fandt sted.

- Grunden til de her eftertilmeldinger er, at folk de kigger lige på vejret inden de tropper op, siger Per Poulsen.

I forhold til sidste år var der en smule færre deltagere ved dette års Ikastløb.

- Det er en lille nedgang, men det forventede vi også eftersom vejret havde været regnfuldt det meste af dagen inden løbet begyndte, siger Per Poulsen.

Trods det er formanden dog godt tilfreds med antallet af fremmødte.

- Det er sådan set rigtig fint, og vi er godt tilfredse med det, fastslår han.

Der var seks vindere i alt af løbet for som ved alle andre år, var deltagerne delt ind i tre aldersgrupper. Én mand og én kvinde fra hver aldersgruppe blev kåret.

De 320 deltagere for af sted ud på dagens ruter, som i år gik hen over mountainbike-banen.
Unge, ældre, motionister og eliteløbere. Ikastløbet kan favne en bred vifte af deltagere.
Der var opvarmning inden dagens strabadser ude på løberuterne, blev sat i gang.