Skolernes Motionsløb: Børnene i Bording løb efteråret i møde

I år fylder Skolernes Motionsløb 40 år, og på Bording Skole fejrede de jubilæet ved at løbe gennem efterårsbladene og uddele »Den gyldne sko«

Udgivet:21. oktober 2022, 08.37

Læsetid:3 minutter

Der var fuld energi og højt humør, da børnene fra Bording Skole var til Skolernes Motionsdag. Foto: Linna Grøn

Af Merete Riis Jensen
mrj@ikastavis.dk

5 måneder siden

BORDING

For 40. gang løb Skolernes Motionsdag af stablen i sidste uge. Og det, der oprindelig begyndte som et motionsløb for fynske skolebørn, har siden bredt sig til at være en landsdækkende begivenhed for hundredtusindvis af skolebørn hvert år den sidste dag inden efterårsferien.

En hyggelig stemning

To af lærerne fra Bording Skole har stået for at arrangere årets motionsdag, og de kan begge selv huske motionsdagen fra deres egen skoletid.

- Jeg gik selv på Bording Skole, og jeg har mange gode minder fra motionsløbet. Dengang gik vi meget op i at være den hurtigste på de forskellige ruter, og i det hele taget var der bare altid en hyggelig stemning på motionsdagen, husker Jeppe Ross.

- Ja, og det er den samme gode stemning, vi kan mærke i dag. Det er fedt, at der er en hel dag, som er afsat til motion og fællesskab. Det giver også noget særligt at vide, at det er den dag på året, hvor flest mennesker dyrker motion samtidig. Så det er noget, vi er sammen om, både som skole og som land, siger Bahri Kan.

- Og så er det også et fint koncept, fordi vi som skole selv kan tilrettelægge dagen, som vi har lyst til. Så nogle år har vi for eksempel cyklet med eleverne. Det er superfint, at vi selv kan vælge.

»Den gyldne sko«

Mens de to lærere fortæller, løber børnene videre bag dem, kun afbrudt af korte forplejningspauser.

Der er dog også nogle af børnene, som har sat tempoet noget ned efter et par runder, og to små piger med lyse fletninger går hånd i hånd og hvisker hemmeligheder til hinanden.

Når den aftalte time er gået, tager alle eleverne tilbage i skolens hal, hvor der bliver overrakt medaljer til den pige og dreng, som har løbet flest runder.

Og den bedste klasse vinder en kasse sodavand og en vandrepokal, kaldet »Den gyldne sko«.

- Børnene går selvfølgelig op i, hvem der vinder. Men mest af alt handler det om lige at få en hyggelig afrunding med alle skolens elever, inden vi spredes for alle vinde i løbet af efterårsferien, fortæller Jeppe Ross.

Otteårige Emil Sanderhoff tog sig tid til en kort pause, inden han skyndte sig afsted for at indhente kammeraten Adam. Foto: Linna Grøn
Smilene var store hos de to veninder Freja Nørregaard Nebe (t.v.) og Leontine Ruboneka, mens de løb sammen i efterårsvejret. Foto: Linna Grøn
- Vi kan huske Skolernes Motionsløb fra vores egen skoletid, fortalte de to lærere Jeppe Ross og Bahri Kan. Foto: Linna Grøn
16-årige Christian Nielsen havde fået tidlig efterårsferie og besøgte sin gamle skole.- Jeg har altid husket motionsløbet som en god dag, så det er hyggeligt at være med igen og at møde mine gamle lærere. Foto: Linna Grøn
Der var fuld koncentration, når det skulle markeres på børnenes håndled, hvor mange runder de havde løbet.