Thomas Skov scorer stor værtstjans med DR-legende

Sammen med Carsten Holm styrer Thomas Skov uddelingen af Gaffa-Prisen 2021, som hylder og hædrer musikscenen.

21. januar 2021, 10.33

- Jeg glæder mig helt vildt til at være vært på Gaffa-Prisen igen - og til at hylde musikken og musikerne, siger Thomas Skov i en pressemeddelelse.

AARHUS Når musikmagasinet Gaffa hædrer og hylder både den danske musikscene og internationale artister ved et show i Musikhuset Aarhus den 4. marts, bliver det DR-radioprofilen Carsten Holm og tv-værten Thomas Skov, som guider gennem aftenen.

Det annoncerer Gaffa i en pressemeddelelse.

Mens Thomas Skov står i spidsen for showet på scenen, flankerer Carsten Holm ham backstage fra bagscenen i Store Sal omgivet af de optrædende og de nominerede artister.

- 2020 har gjort to ting helt klare for mig: hvor meget jeg savner at komme til koncert sammen med hundredvis, ja sågar tusindvis af andre mennesker og lade mig forføre af musikken, siger Thomas Skov i pressemeddelelse.

- Og så er det blevet helt tydeligt, hvor meget jeg elsker musik og har brugt det, når der er gået corona i humøret. Så er der ikke noget bedre end at sætte musik på og forsvinde væk for en stund, siger den 34-årige tv-vært.

Carsten Holm, som har været på DR siden starten af 90'erne og blandt andet har været med til starte P6 Beat op, ser frem til en aften omgivet af musik, som har haft trange kår det forgangne år.

- Det er virkelig en fornøjelse for mig at være den, der går rundt bag scenen og taler med artisterne før eller efter, at de skal optræde - eller når de har vundet priser, siger Carsten Holm i pressemeddelelsen.

- Det er en sjælden mulighed for at være en del af stemningen, og derfor er jeg også glad for at kunne være med til at formidle, lyder det fra den rutinerede radiovært.

Gaffa er også klar til at afsløre fem af livenavnene, der går på scenen i Musikhuset Aarhus, nemlig Hugorm, Arlo Parks, Greta, Baest og Dopha.

Det er læserne, som bestemmer vinderne i kategorierne, som blandt andet omfatter Årets Danske Udgivelse, Årets Danske Band og Årets Danske Hit.

Gaffa-Prisen 2021 uddeles den 4. marts. Hvor showet kan ses, er endnu ikke afsløret.

/ritzau/

HOLM Under showet flankeres Thomas Skov af den rutinerede radiovært Carsten Holm. Anna Marín/Free