Midtjysk matchbold: HIH er ét point fra DM-semifinalen

Herning-Ikast vandt i Horsens og er tæt på plads blandt slutspillets fire sidste hold

Udgivet:15. april 2022, 20.26

Læsetid:2 minutter

Jessica Ryde og Herning-Ikast Håndbold sejrede i Horsens og kan nu spille sig i DM-semifinalerne med ét point mod Silkeborg-Voel. Foto: Flemming Hansen

Ole Bitsch
Journalist| obi@herningfolkeblad.dk

HÅNDBOLD Herning-Ikast Håndbold står med en matchbold i jagten på DM-semifinalerne.

Fredag aften sejrede HIH-kvinderne i slutspillet, hvor Horsens HE blev nedlagt med 29-22 i Forum Horsens. Her førte gæsterne med 14-12 ved pausen.

Sejren betyder, at Kasper Christensens tropper nu kun mangler ét point for at nå blandt DM-slutspillets fire bedste hold.

Det scenarie bliver en realitet, hvis Herning-Ikast henter mindst uafgjort i næste runde mod Silkeborg-Voel, der er eneste trussel mod lokalrivalernes semifinalebillet i pulje 2, hvor Team Esbjerg allerede er videre.

Der er dog et lille men: HIH er bedst indbyrdes mod Silkeborg-Voel, men hvis lokalrivalerne fra Silkeborg vinder i Ikast i slutningen af april, og tager fuld pointhøst mod Horsens i sidste runde, kan Herning-Ikast ikke nøjes med ét point i Esbjerg.

Spekulationer var der til gengæld ikke i HIH’ernes sikre fredagssejr, hvor topholdet og favoritterne var klart bedst.

Fundamentet til succes blev dannet i kraft af en stærk defensiv, som Horsens slet ikke formåede at modsvare i store dele af første halvleg.

Efter 20 minutter førte udeholdet 10-5, og det var kun manglende held og koncentration, der unødvendigt forvandlede en HIH-føring på 13-8 til 13-12. I den fasede slækkede HIH på skarpheden, ikke mindst i offensiven, hvor Horsens-træværket blev ramt en håndfuld gange.

I anden halvleg var det især backerne Ingvild Bakkerud, Simone Petersen og Emma Lindqvist, der fastholdt et højt angrebstempo hos udeholdet, og det gav plads til eksempelvis venstrefløjen Emma Friis, der blev HIH-topscorer med otte træffere.

Horsens forsøgte sig ad flere periode med både et 5:1-forsvar samt seks-mod-syv i offensiven, men hjemmeholdets mange tekniske fejl og stressfyldte perioder blev straffet af Herning-Ikast. Også, fordi den bevægelige HIH-defensiv og stærke Jessica Ryde i målet fortsatte med at levere varen.

Med 20 minutter igen af opgøret scorede Ingvild Bakkerud til 20-16, og seks minutter senere kunne nordmanden bringe HIH foran med 24-17. Dermed var der kun det kosmetiske at spille om i slutfasen, hvor sejren blev kørt hjem i ro og mag.

Herning-Ikasts næste kamp i slutspillet er derbyet mod Silkeborg-Voel. Matchen spilles onsdag 27. april i IBF Arena.