
International gudstjeneste på søndag
Kirkerne i Ikast inviterer indvandrere, flygtninge og danske statsborgere til den internationale gudstjeneste hver anden måned. Næste gang finder sted på søndag
Udgivet:24. marts 2023, 12.00
Læsetid:1 minut
På søndag byder Ikast Kirke indenfor til international gudstjeneste. Foto: Linna Grøn
2 måneder siden
IKAST Det kan være svært at blive en del af en anden kultur i et fremmed land. Forståelsen, fællesskabet og rummeligheden bliver udvidet i selskab med andre - måske endda især hvis man mødes med andre, som ser verden fra et helt andet perspektiv.
Det er en af de styrker, som rækken af internationale gudstjenester hos kirkerne i Ikast har. Konceptet hedder »Church-a-Cross« og er efterhånden blevet populært i byen.
Den internationale gudstjeneste finder sted hver anden måned, og næste gang er på søndag i Ikast Kirke først på eftermiddagen.
Hjælp og omsorg
Sidste år oplevede Danmark et væld af støttekoncerter, særlige gudstjenester og andre arrangementer, der har sat fokus på flygtningene og deres situation. Pludselig befandt verden sig i en helt ny situation, da der udbrød krig i Europa. Krigen i Ukraine medførte også flygtninge her til Ikast.
Nogle steder har der derfor været holdt gudstjenester med ukrainsk tolkning. Det gælder blandt andet i Ikast Kirke, hvor gudstjenesten tidligere har været oversat til ukrainsk, når der holdes internationale gudstjenester under titlen »Church-a-cross«.
Gudstjenesten vil på søndag foregå på engelsk, men ordene vil blive oversat til dansk og farsi.
Efter gudstjenesten inviteres der til socialt samvær omkring kaffe, te og kager.