Stjerneinstruktør bag stor ubådsfilm er død - 81 år

Wolfgang Petersen står bag en lang række film, men mest kendt er nok "Das Boot". Instruktøren blev 81 år.

Udgivet:16. august 2022, 21.26

Læsetid:1 minut

Wolfgang Petersen stod bag en lang række film, blandt andet "Das Boot", "Air Force One" og "Troja".

/ Ritzau /

BERLIN Instruktøren bag ubådsfilmen "Das Boot", tyske Wolfgang Petersen, er død. Han blev 81 år.

Det oplyser hans assistent tirsdag til det tyske nyhedsbureau dpa.

Den tyske stjerneinstruktør døde fredag af kræft med sin familie ved sin side i sit hus i Brentwood, som er en bydel i Los Angeles.

Udover den meget kendte ubådsfilm fra 1981, som instruktøren fik to oscarnomineringer for, stod Petersen bag en lang række andre kendte film.

Det gælder blandt andet "Air Force One" med Harrison Ford som præsident (1997), der blev en regulær blockbuster. Også film som "Troja" (2004) med Brad Pitt og "Poseidon" (2006) instruerede han.

Han står også bag fantasyfilmen "Den uendelige historie" fra 1984.

Men det var den nervepirrende "Das Boot", der banede vejen for hans store karriere i Hollywood.

I filmen følger man en tysk ubåd og dens besætning under Anden Verdenskrig.

Den viser det livsfarlige og klaustrofobiske liv i ubåden under rædslerne på Atlanterhavet og anses for at være en anti-krigsfilm.

Petersen blev født i Emden i Tyskland og gik i skole i Hamburg, hvor han i 1960'erne instruerede skuespil på Ernst Deutsch Theater.

Wolfgang Petersen studerede i årene 1966-1970 på film- og fjernsynsakademiet i Berlin og var senere med til at lave den populære tv-serie "Tatort" ("Gerningssted").

Her kom han til at arbejde sammen med skuespilleren Jürgen Prochnow, som senere skulle blive ubådskaptajnen i "Das Boot".

Efter 1987 boede instruktøren i Los Angeles med sin hustru.

/ritzau/