Ejstrupholm: Smid procesplanen væk - vi sadler om

Processen om Ejstrupholm Midtby fortsætter

Udgivet:06. juni 2018, 07.20

Læsetid:2 minutter

Projektleder Jeanette Ishi Lehn. Foto: Steen Hebsgaard

Ejstrupholm-Midtby Forleden aften var der endnu et godt møde i Ejstrupholm hallen med høj sommervarme, kolde øl og godt humør.

Godt tredive Ejstrupholmere havde på Kick Off mødet i slutningen af maj meldt sig til den videre ideudviklingmøde. Og godt tredive Ejstrupholmere mødte op til workshoppen forleden.

Ideudviklingen blev faciliteret af Ikast-Brande Kommune og procesfirmaet »Hele Landet - Sociale Arkitekter«.

- I tre varme timer blev der arbejdet målrettet på at komme frem til hvilke afprøvninger i 1: 1 som de fremmødte gerne ville præsentere for deres medborgere Sankt Hans dag, fortæller projektleder og planlægger Jeanette Ishi Lehn.

Indsatsen udmøntede sig i flere rigtig gode og meget relevante forslag.

- Der blev virkelig arbejdet velvilligt og seriøst. Undervejs gik det op for os bag kulissen, at vi måske har presset citronen for hårdt, med den tidsmæssigt meget intense proces vi har planlagt, siger Jeanette Ishi Lehn.

- Derfor, efter at alle havde præsenteret deres forslag, kvitterede vi med at bede hele flokke smide deres datoer for de næste møder, væk! Projektet fortjener mere opmærksomhed og endnu større deltagelse i afprøvningsfasen. For at få det til at lykkes, må både vi - Ikast-Brande Kommune og »Hele Landet«, og ikke mindst Ejstrupholmborgerne, have bedre tid. Jeg tror, alle åndede lettede op.

En ny tidsplan sigter mod en præsentation midt i september. Temaet bliver Høstfest og alle tre nedslagspunkter: Bytorvet, Bygaden og Byfælleden skal alle præsenteres den dag.

- Det bliver en fest. Flere mennesker - flere afprøvninger og større overskud. Også økonomisk, lyder det fra »Hele Landet.«

- Nogen gange, - hvis ikke altid, er det godt at lytte til vandrørene og så faktisk handle på det, man hører eller fornemmer. Det gjorde vi den her aften, og det var den helt rigtige beslutning.

Ikast-Brande Kommune melder den nye og reviderede tidsplan ud mandag 18. juni.