HIH klar til topopgør

Herning-Ikast møder Odense på udebane i aften

14. oktober 2020, 10.18

Træner Kasper Christensen skal have HIH-spillerne tilbage på vinderkurs. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD Efter to liganederlag på stribe skal Herning-Ikast Håndbold i aften forsøge at spille sig tilbage på sejrssporet.

På udebane venter topopgøret mod Odense Håndbold, der efter syv runder indtager tredjepladsen i Bambusa Kvindeligaen. I tabellen har fynboerne to point flere end HIH-kvinderne, som har hentet 10 ud af 14 mulige point.

- Vi skal virkelig levere det ypperste mod Odense, siger cheftræner Kasper Christensen forud for onsdagens duel, som spilles i Otterup Idrætscenter. Det skyldes, at Odense Håndbolds normale hjemmebane, Sydbank Arena i Odense, i disse dage benyttes til den internationale badmintonturnering Denmark Open.

På trods af de to seneste nederlag - 26-29 mod Viborg HK og 33-36 til Team Esbjerg - er HIH-holdet fortrøstningsfuldt før opgaven på Fyn.

- Vi skal nok være klar som hold. Vi ser gode muligheder for at få point med hjem i aften, fastslår Kasper Christensen.

Opgøret mellem Odense og HIH har kampstart klokken 20.00. Matchen kan ses på TV2 Play.