Lokal padel-begejstring: Sportscenter Ikast betænkt med padel-hal i det kommunale budgetforlig

Begejstring i Sportscenter Ikast over budgetforlig, som giver grønt lys til ny hal

1. oktober 2020, 07.30

Padelsporten kan snart gøre sit indtog i Ikast. En bevilling på seks millioner kroner til Sportscenter Ikast sørger for, at man nu også i Ikast-Brande Kommune kan dyre padel. Billedet her er fra et padel-anlæg i Randers. Foto: Privatfoto

IKAST Bestyrelsesformand Mads Lindgaard og centerdirektør Jan Rahbek, Sportscenter Ikast, har mere end vanskeligt ved at skjule begejstringen.

Baggrunden er det budgetforliget mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fælleslisten, hvor Sportscentret Ikast-Brande er blevet betænkt med seks millioner kroner, der er placeret som anlægsudgifter næste år.

Det drejer sig om et stort projekt med omdrejningspunkt i en helt ny hal, hvor der er planer om at indrette sundhedshus og padel-faciliteter.

- Med padel-sportens indtog i Ikast kan der føjes endnu en idrætsform til paletten af fritids- og idrætstilbud, der gør det sjovere og sundere for kommunens borgere, konkluderer duoen fra Sportscenter Ikast.

Fem padel-baner

Begge er glade for den opbakning, som byrådsflertallet med budgetforliget viser Sportscenter Ikast samt hele campus-miljøet. De ser opbakningen som Ikast-Brande Kommunes anerkendelse af campus-miljøets bestræbelser på at gøre kommunen attraktiv - ikke blot for de borgere, der allerede bor i kommunen, men også for eventuelle tilflyttere.

Oplægget til den ny hal D lyder på fem baner, ligesom motions- og kostekspert Allan Rindom rykker sine aktiviteter ind i hallen.

Padelsporten er skyllet hen over landet, og 135 nye baner taler sit eget tydelige sprog omkring den nye sportsgrens popularitet. Med budgetforliget kan Ikast-Brande for fremtiden bryste sig af også at kunne tilbyde padel.

Sporten hedder nu officielt padel og ikke længere padel-tennis, og har eget selvstændigt forbund - Dansk Padel Forbund. Selve sporten kan ifølge forbundet bedst beskrives som en blanding af 80 procent tennis og 20 procent spuash. Udøverne spiller på en lidt mindre bane end i tennis, og banen er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet.