Tag på inspirationstur: Haveperler byder velkommen

Lokale medlemmer af Haveselskabet inviterer til Åbne Haver

Udgivet:25. juni 2021, 05.59

Læsetid:1 minut

Haven i Hygild ved Ejstrupholm. Foto: Pr-foto

INSPIRATION Efter det kolde forår viser naturens sig fra sin bedste side, og man behøver ikke rejse langt for at få dejlige natur og haveoplevelser.

En af de meget værdsatte aktiviteter i Haveselskabet er de mange Åbne Haver. Haverne er åbne får alle, ikke kun medlemmer af foreningen. Medlemmerne åbner havelågen og inviterer indenfor til inspiration og en havesnak.

Lokalt i Ikast-Brande er der to åbne haver denne sommer.

Den ene finder man på Hygildvej 5 ved Ejstrupholm, og består af et 30.000 kvadratmeter have- og parkanlæg med søer, rosenhave, urtehave, rosenhus og drivhus samt frugt og bærhave med over 400 forskellige sorter af frugttræer og bærbuske, hvor haven naturligt gilder over i den omkransende skov.

Udover haven er der mulighed for vandreture i skoven, på heden og engen på denne 42 hektar naturejendom.

Haven i Hygild er åben onsdage og torsdage frem til slutningen af august samt alle lørdage i juni.

Fra Japan og Alperne

Lille Malunds Have ligger på Malundvej 18 ved Klovborg, og byder på en stor plantesamling harmonisk plantet i forskellige anlæg i overvejende engelsk stil. På havens tre tønder land indgår mange forskellige anlæg, rododendronskov, rosenhave, vandpartier, alpine stenbede samt japansk meditationshave. Havens mere end 10.000 forskellige planter er plantet med stor harmoni ind i disse anlæg og giver en smuk helhed, hvor gæsterne kan beruse deres sanser i former, farver og dufte eller inspireres til nye anlæg i egne haver.

Lille Malunds Have er åbent alle dage undtagen fredag frem til slutningen af september.

Lille Malunds Have ved Klovborg. Foto: Pr-foto