112

19-årig fik lift fra Glostrup til Herning: Stjal 5000 kroner fra chaufføren

Den unge kvinde havde umiddelbart inden fået et lift fra Glostrup til Herning

26. august 2021, 07.15

Foto: Michael Halberg

IKAST En 19-årig kvinde fra Glostrup forsøgte onsdag aften at få politiets beskyttelse ved at hævde hun blev forfulgt. Ved nærmere undersøgelse og anholdelse af tre mænd viste det sig, at hun kort forinden havde stjålet 5000 kroner fra en 18-årig mands tegnebog.

Politiet modtog onsdag aften klokken 22.42 en anmeldelse fra en taxachauffør, der holdt ved tankstationen Cirkel K i Ikast. Her var han blevet kontakt af tre yngre mænd, der ville have fat i passageren i taxaen, en 19-årig kvinde.

De tre mænd slog blandt andet i frontruden med, hvad der viste sig senere, at være en mobiltelefon. Slaget gav en såkaldt »stjerne« i ruden.

Taxachaufføren og den unge kvinde kørte til Herning, hvor de på politistationen anmeldte episoden.

De tre mænd fulgte efter, og politiet valgte at anholde de tre mænd i bilen, en 18-årig mand fra Herning, en 20-årig mand fra Herning, og en 26-årig mand fra Holstebro.

De havde en lidt anden historie end kvinden.

Det viste sig nemlig, at den 18-årige mand havde tilbudt den unge kvinde et lift fra Glostrup til Herning, og mens han tog et bad, havde hun lejlighed til stjæle 5000 kroner fra hans tegnebog.

Et forhold hun erkendte, men politiet har dog endnu ikke fundet pengene. Hun er således sigtet for tyveri.

De tre anholdt mænd er løsladt igen og kan se frem til en sigtelse for hærværk mod taxaen, og muligvis også for trusler.