Musikliv klar med skarpe billetpriser

Black Friday har man mulighed for at sikre sig ekstra billige billetter til Ikast Musikliv

26. november 2021, 06.15

Black Friday står frivillige fra Ikast Musikliv klar med billetsalg til festivalen i juni 2022. Billedet her er fra 2019, som på grund af coronapandemien er den seneste i rækken. Foto: Flemming Hansen

BLACK-FRIDAY Hvis man mangler at købe julegaven til sig selv eller en anden, der elsker fest og god musik, er det en oplagt mulighed at besøge Ikast Strøgcenter umiddelbart efter byens juletræ er blevet tændt fredag eftermiddag.

Traditionen tro står en håndfuld frivillige fra Ikast Musikliv klar til at sælge billetter til den lokale festival, der finder sted tredje weekend i juni.

Selv om 17. og 18. juni 2022 kan føles som evigheder væk i kalenderen, giver det alligevel god mening at overveje et billetkøb allerede nu.

- Ved Black Friday sælger vi billetter til kun 350 kroner stykket. Resten af dagene frem til nytår koster de 450 kroner, og derefter stiger prisen til 500 kroner, så det er med at slå til på fredag, siger Stephan Olesen, der er formand i bestyrelsen bag Ikast Musikliv.

Nye navne på plakaten

Han er en af de frivillige, som man kan møde i Strøgcentret.

- Det er en tradition, hvor vi ikke kun er der for at sælge billetter, men hvor vi også får mulighed for at hilse lidt på publikum. Vi har lige offentliggjort fem navne på plakaten, og det fortæller vi gerne mere om, siger Stephan Olesen.

- Tidligere år har vi haft et øremærket antal billetter til salg på Black Friday, men der var mere efterspørgsel, så i år har vi ingen grænse på antallet denne dag, tilføjer han.

I 2019 stod de frivillige fra Ikast Musikliv også klar med forsalg på Black Friday, men festivalen i juni 2020 måtte aflyses på grund af corona.

Ved Black Friday i 2020 var der forsalg til festivalen i juni 2021 - som desværre også blev aflyst.

- Alle billetter købt i 2019 og 2020 gælder naturligvis stadigvæk til festivalen i 2022, siger Stephan Olesen.

Programmet siger: FEST

Den aktuelle coronabølge bliver forhåbentlig den sidste. I juni 2022 vil endnu flere være vaccineret, og mange af de u-vaccinerede vil have været syge og have dannet antistoffer i kroppen.

Med andre ord bør det være muligt, at man i juni 2022 kan samle en masse festglade mennesker på pladsen bag Bakkehuset.

Det foreløbige program tegner et billede af en kæmpe havefest under opsejling.

- Vi har lige fået en aftale Jacob Dinesen, som er et absolut A-navn i Danmark lige nu. Vi har også Rasmus Walther, som har en rigtig fed indlevelse med publikum. Go Go Berlin er super aktuelle med deres nye plade. DJ Sash er garanti for 90’er fest. Vi har også Johnny Deluxe, og ud af de 12 numre, som de spiller, er i hvert fald de seks Top-1 numre, som alle kan synge med på, og vi har endnu flere navne på, siger Stephan Olesen og tilføjer:

- Ved Black Friday vil vi også gerne tale med folk om, at vi arrangerer Julerock i Bakkehuset 25. december. Det er en tradition, som har været i dvale nogle år, men som vi gerne vil genoptage. Det bliver med rent lokale bands og fest og gang i den.