Rusten Hverdag - Ikasts eget boyband

De fire musikalske »drenge« giver koncert i Bakkehuset fredag 15. oktober

10. oktober 2021, 08.01

Rusten Hverdag er Ikasts helt eget boyband. Foto: privatfoto

IKAST De kalder sig selv »Danmarks mest ambitiøse boyband«.

Selvfølgelig smører man ikke for tyndt på, når der skal markedsføres

Men de fire »drenge« bag bandet Rusten Hverdag er faktisk både musikalske og ambitiøse, og så har de alle dybe rødder i Ikast, hedder det i en pressemeddelelse fra Bakkehuset i Ikast.

Det er derfor Ikasts eget boyband, som man kan opleve ved en koncert i Bakkehuset fredag 15. oktober.

Alle fire medlemmer har som sagt haft deres opvækst i byen, med tætte forhold til musikskolen. Da de alle begyndte i musikklassen på Ikast-Brande gymnasium, besluttede de sig for i 2015 at starte bandet, alene af den grund … at starte et band.

Mens medlemmerne knoklede for at få huerne på, spillede de en lang række koncerter i Midtjylland og udgav i 2017 deres første EP. Men efter gymnasiet var slut, blev de fire unge Ikast-musikere spredt for alle vinde. Efter et par år fandt de ud af, at de savnede at spille sammen, og bandet har nu brugt det forgangne år på at genopdage deres kærlighed til sammenspillet og atter vende tilbage til scenen med ny energi, nyt udtryk, og selvfølgelig helt nye sange.

Blandt andet derfor udgav de 1. oktober en ny single, og mere er på vej, lover bandet, der består af:

Jonas Götze Lindegaard, bor i København og studerer Kunsthistorie (sang, guitar og synthesizer), Christoffer Bagger, bor i København og studerer Erhvervsøkonomi og Filosofi (trommer), Mathias Carl, bor i Århus, går på MGK (bas og bassstation) og Jonas Hoffmann, bor i Ikast, lever af musik (keys og synthesizer).

Bakkehuset førte for en del år siden an i bestræbelser på at præsentere upcomingbands.

Og nu glæder spillestedet sig til at præsentere et band, der har noget på hjertet.

Læs bare deres egne beskrivelse af musikken: »Vi skaber postmoderne popsange, der er udfolder sig igennem storladne synthesizers og skrøbelig autotune indierock. Med en direkte, længselsfuld dansk prosa, danser gruppen sig igennem den eksistentielle angst, som Danmarks mest ambitiøse boyband.«