- Ingen spørgsmål er for dumme - men det er dumt ikke at stille dem

Kristian Jensen talte på engelsk og var helt på højde med eleverne på Den internationale Skole i Ikast

Udgivet:03. februar 2016, 13.20

Læsetid:5 minutter

De yngste elever på skolen fik lov til at gå lidt før tid, men sad ellers pænt og hørte på udenrigsministernes indlæg ?foto laila kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

7 år siden

MINISTERBESØG Vidste du, at udenrigsminister Kristian Jensen som ti-årig troede han skulle være bjørnejæger i Canada - at hans første forsøg på at blive valgt til noget var en fiasko - og at han rent faktisk også har tid til at spille Fifa med sine tre børn.

Det var nogle af de historier som eleverne på Den internationale Skole i Ikast fik med på vejen, da Danmarks »minister of foreign affairs« begyndte dagen med at besøge skolen på Bøgildvej

Eleverne er tydeligt vant til en anden form for disciplin og respekt for deres undervisere og sad klædt i deres skoleuniformer på snorlige rækker og lyttede til Kristian Jensen, der søgte dialogen og kontakten med eleverne.

Spørg løs

- Der er intet, der er for dumt at spørge om - men det er for dumt ikke at spørge, sagde han som opfordring til eleverne, der også fik en kraftig opfordring til at tale og blande sig og på den måde bidrage til at forme det samfund, de er en del af.

Og det var præcis det, der tænder undenrigsministeren - muligheden for at kunne forme tingene i en bestemt retning.

Han blev som 17-årig optaget af politik og meldte sig ind i Venstres ungdom - som han senere blev formand for.

Dårligt valg

- Jeg opdagede, at byrådet i Lemvig, hvor jeg er vokset op bestod af en masse gamle mennesker, og tænkte at vi unge også skulle blande sig. Det endte med, at jeg som 18-årig stillede op. Men jeg gjorde det ikke særlig godt og fik et forfærdeligt valg, sagde Kristian Jensen, (der ved sidste valg i 2015 fik 17.728 stemmer - heraf 14.028 personlige).

- Har du nogensinde mødt nogen, der siger, at du skal gøre det bedre? lød et af spørgsmålene fra en af eleverne.

Det fik Kristian Jensen til at trække på smilebåndet og give knægten et par rigtig gode svar.

- Der er altid nogen, der skriver på Facebook, at det er for dårligt. Så er der nogen, der er meget mere positive og indleder en dialog med at påpege et problem, der bør kunne findes en løsning på. Men jeg kan også fortælle, om den dag jeg var træt og stresset på vej i en taxi til et nyt møde. Chaufføren begyndte at »ævle« om et eller andet, der ikke var så godt. Jeg tog min høflighedsmaske på, og bad ham fortsætte, og faktisk havde han en rigtig god pointe, som siden betød, at vi valgte at lave lovgivningen om, sagde Kristian Jensen.

Bankmand i Hong Kong

Han fortalte også om, at han som ung troede, at hans fremtid lå som bankmand i Hong Kong, men at hans politiske interesse havde givet ham helt andre og meget mere spændende opgaver, der bragte ham vidt omkring.

Børn fortjener chancer

Han fortalte om, hvordan han som udenrigsminister er med til at sætte dagsorden for, hvor den danske udviklingsbistand skal bruges og i den forbindelse om sit besøg i en kenyansk flygtningelejr for forældreløse børn.

- Alle børn fortjener en chance. De har krav på omsorg, uddannelse og adgang til sundhedsvæsenet. Det må være drømmescenariet, sagde Kristian Jensen og afslørede, at FC Midtjylland Awer Mabil voksede op i netop den lejr, men siden fik mulighed for at flytte til Australien og nu spiller på det lokale superligahold.

Smykkelov

Den verserende kritik af den såkaldte smykkelov fik også et par ord med på vejen af udenrigsministeren.

Han forklarede, at man selvfølgelig ikke tager flygtninges smykker sådan uden videre.

- Der har bare været et misforhold. Hvis danskere ejer en bil eller et hus, kan de ikke få hjælp fra det offentlige. Jeg har et hus og en bil - og bliver jeg arbejdsløs en dag - så må jeg sælge det, inden jeg kan få hjælp. De flygtninge som kommer her til landet må være underlagt de samme bestemmelser som os danskere. Og det er det budskab, vi skal blive bedre til at fortælle, sagde Kristian Jensen.

Han fik senere en rundvisning på skolen og fik mulighed for at møde en syrisk dreng, der fortalte om, hvordan han var kommet til Danmark og var blevet elev på skolen i Ikast-Brande

Kristian Jensen var mandag morgen på besøg på Den internationale skole i Ikast - hvor skoleuniformer er en del af hverdagen ?foto laila kempel
Der blev lyttet og siden også stillet mange spørgsmål til udenrigsminister Kristian Jensen. Eleverne ville gerne vide, hvor gammel han var, hvor mange timer han arbejdede, og hvad han som barn drømte om at blive som voksen ?foto laila kempel