Kommentar: Nej, Mette F.

2. april 2020, 12.10

Egnsredaktør Jette Aaes: - Brug vores lokale butikker. Foto: Henrik Ole Jensen

KOMMENTAR Fra coronadag et har jeg beundret landets statsminister. Mette Frederiksen udviser mod og beslutsomhed samtidig med både bekymring og omsorg. Alle dele pakket smukt ind i de efterhånden mange taler til nationen. I denne uge med blandt andet den klassiske konstatering, at »de svage skal være de stærke«. Smukt og stærkt formuleret.

Men samtidig ramte statsministeren mig skævt på et enkelt, tilgengæld meget ømt punkt - som er vigtigt for byerne i vores kommune, for alle byer i Danmark: Opfordringen til danskerne om at handle på nettet.

Nej, Mette F.

Hvis vi alle handler over nettet, er der ingen butikker tilbage i vores byer, når du igen lukker op - gradvist eller fuldt ud.

At vi handler er fundamentet for at skubbe gang i hjulene igen. Men herfra lyder opfordringen: Brug vores lokale butikker.

Støt dem, bak op. Det er den eneste måde, vi har en chance for at bevare et lokalt samfund med liv.

Nogle lokale butikker har en webshop - ikke alle, nej. Men alle har de god plads og indrettet sig til at tage alle nødvendige coronahensyn. Tilmed leverer de fleste dine varer gratis lige til døren, hvis du har brug for det.

Så ring, skriv efter, få lagt til side, køb et gavekort til alt det, du har brug for - i en lokal butik. Så du og alle andre også den mulighed, når krisen brænder ud.

Og til dig, der normalt handler på nettet: Nu du alligevel skal være hjemme, så giv vores lokale butikker en chance. De kender kunsten at smile sammen med din handel.

Det kan alle vist bruge lige nu.