Silent reading: Hverdagsvandring i vinterdisen

Silent reading er kultur på en helt ny måde. Skuespiller inviterede på byvandring med stille læsning

16. december 2021, 13.06

Skuespiller Sofie Ancher Vea læste op undervejs og guidede deltagerne i Silent Reading gennem Bjørn Nørgaards skulpturen ved kirken, hvor lyden rungede på en hel anden måde end på resten af turen. Foto: Laila Kempel

KULTUR »Vi holder af hverdagen mest af alt af hverdagen«. Sådan skrev den danske digter Dan Turell engang tilbage i 1980’erne, og det er vel også det, vi som borgere i en coronaramt hverdag ønsker os tilbage til. Den normale hverdag.

Og måske derfor var det også den første tekst som et par håndfulde borgere blev præsenteret for, da de i sidste var aktive deltagere i en helt ny kulturel oplevelse: Silent Reading.

En vandretur gennem bymidten pakket ind i vanter, halstørklæder og »hørebøffer«.

Med høresansen lukket ude fra omverdenen svævede man nærmest afsted, registrerede sine medborgere, der passerede undrende forbi, mens man alene og alligevel som en del af et lille fællesskab lyttede til skuespiller Sofie Ancher Veas oplæsning.

Hverdagen

Gennem vinterdisen vandrede deltagerne ind i Strøgcentret, lynede en anelse op for vinterjakkerne og iklædte sig det nødvendige mundbind, imens Dan Turel’s tekster om hverdagens banaliteter spredte sig i øregangene.

Gruppen var på forhånd blev bedt om at tie stille, altså at deltage i vandringen i stilhed - ikke tale om hverken oplevelser, eller hvad de hørte undervejs. Stille blev alle guidet rundt i byen. Gennem Strøgcentret, hvor duften af nybagte vafler synes endnu mere intens end dagen før, fordi man på en eller anden måde var blevet frataget sin høresans. Hverdagslydene var lukket ude og erstattet af den dragende oplæsning, som dengang, man som ung skoleelev fik læst historier under madpakkespisningen eller klassens time.

Arbejdsløse syersker

I en tom butik var der opstillet stole som man kunne sætte sig på. Oplæsningen fortsatte og alle sad stille indkapset i sin egen lille verden, og alligevel i en del af et eksklusivt fællesskab, der var på Silent Reading.

Historierne om Rita og Erna - syerskerne fra Ikast under Per Højholts bearbejdelse blev nærværende. Var det nogen af dem, vi mødte på den videre vandring - var det dem, der kiggede undrende ind på den lille flok, der sad nærmest andægtige i et tomt butikslokale.

Gennem ægget

I en lille time vandrede flokken af sted.

Op forbi busstoppestedet, krydsede hovedvejen med undrende bilister i fodgængerovergangen.

Deltagerne blev guidet ind igennem Bjørn Nørgaards grønne æg og skinnende indre. Sofie Ancher Veas oplæsning blev pludselig rungende på en helt ny måde. Sanserne var vækket og oplevede. Vandringen forstatte ind i kirken, hvor varmen på alle måder blev intens og videre tilbage i vinterdisen på Torvet, ned igennem Strøgcentret, ud igen og ind i en for hovedparten ukendt baggård, hvor historieoplæsningen fortsatte.

I en lille time blev deltagerne præsenteret for tekster af Dan Turèll, Per Højholt, Christina Hagen, Knud Sørensen, Caspar Eric, Mads Mygind og Tove Ditlevsen, inden turen sluttede med kaffe på biblioteket med mulighed for at tale om den tavse oplevelse.

Silent Reading er en nyudviklet måde at opleve kultur på.

Genstart af kulturen

Ikast-Brande Bibliotek har sammen med bibliotekerne i Hedensted, Struer og Vinderup været en del af projektet, der har base i »Teater Jævn« der har søgt og fået midler fra en kulturel genstartspulje.

- Det handler om at få genstartet kulturen efter nedlukningen, men også at få kulturen ud i det offentlige rum, ud af læsesale og dagligstuer, forklarede skuespiller Sofie Ancher Vea.

Eventet i Ikast var den sidste i en række af fire på de deltagende biblioteker, og konceptet har allerede fået en del opmærksomhed, så teatret er begyndt at videreudvikle på, hvordan det kan bæres videre i andre sammenhænge

Stille uden kommunikation vandrede flokken gennem bymidten og fik via »hørebøfferne« en meget intens oplevelse med oplæsning af en lang række tekster samtidig med at blive guidet gennem bymidten. Foto: Laila Kempel
Varmen i kirken var påfaldende efter en kold tur gennem vinterdisen og oplevelsen ganske anderledes end når man normalt deltager i gudstjenester og familiebegivenheder med et stort og brusende orgel som medspiller. Foto: Laila Kempel
Med ny teknik - et sæt »hørebøffer« til alle deltagere blev Silent Reading en rigtig corona-oplevelse. Sammen med allligevel hver for sig.