
HIH Special Olympic i hopla: Bolden drøner rundt i fællesskabet
HIH Special Olympic dyrker sammenholdet, men ingen går på banen for at tabe
Udgivet:26. februar 2020, 18.33
Læsetid:3 minutter
Der dækkes op i forsvaret hos HIH i mørkeblå trøjer. Foto: Henrik Ole Jensen
4 år siden
HÅNDBOLD De løber, de dribler og lader bolden køre rundt, så alle får hånd på bolden
Tålmodigheden er i fokus, inden et hul i modstanderens forsvar åbner sig, og bolden sendes af sted ... måååål.
Armene ryger i vejret i sejrsrus - og fra tilskuerrækkerne vælter klapsalverne ind.
Det er lørdag formiddag og som i enhver anden dansk sportshal er der sved på panden.
Der er larm, der er glæde og der er aktivitet.
Således også i IBF arena, hvor HIH’s Special Olympic hold har hjemmestævne og besøg af en række midt- og vestjyske hold.
HIH har flere farlige våben at finde frem i deres bestræbelser på at komme sejrrigt ud af dagen.
På lægterne sidder de faste medlemmer af fanklubben og holder øje med deres yndlingsspillere, der får masser af klapsalver.
Opbakning er der også fra klubbens såkaldte andethold, ligaspillerne Tonje Løseth, Jessica Ryde og Stine Skogrand, der er klar som heppekor, og såmænd også med en autograf, hvis, nogen skulle spørge.
Fanklub
- Vi bakker da op. Vi har fået en trøje, som medlem af fanklubben. Så selvfølgelig er vi her. Det er vi hver gang, de spiller, og i øvrigt hver mandag, når de træner, siger Kiss Jensen, der er en af de faste, der har været med siden den lokale håndboldklub etablerede sit Special Olympic-hold.
Egon Nielsen er et andet af de faste medlemmer i fanklubben. Han har været mentor for en af spillerne, som han fik lokket ud på håndboldbanen efter, at muligheden for at spille basketball svandt ind
- Det er da så dejligt livsbekræftende at se den glæde, de lægger for dagen. De er så glade og kærlige og det smitter, siger Egon Nielsen.
Fanklubbens øvrige medlemmer Inge Marie Nielsen og Mona Sørensen har fulgt spillerne gennem længere tid og kan sammen med fanklubbens sidst ankomne Freddy Hermansen glæde sig over den tydelige fremgang hos de lokale spillere.
Ivrige Ivan
Et andet farlig våben er den langbenede adrætte og hurtige Ivan Sebez, der altid kan dirigeres til at tage både et sololøb op af banen - eller tage et gevaldigt hopskud, hvorefter bolden placeres sikkert mellem stængerne.
- Vi skal jo være ordentlige, og forsøger at få alle spillere med, forklarer cheftræner Annette Hansen, der også har den last, at hun hader at tabe.
Så selvom modstanderne får lov at komme på måltavlen, så skal HIH altså helst have flest streger, når kampen fløjtes af efter 12 minutters spil.De var ved lørdagens hjemmestævne i hopla - og vandt alle fire kampe med cifrene 3-0, 5-2, 5-0 og 8-1.




