Fodboldfan døde i visheden om FCM mesterskab

Fodboldklubbens tidligere materielforvalter Vera Dahl Christensen er død. Hun blev 72 år

12. juli 2020, 13.16

Vera Dahl Christensen var en stor fodboldfan, der til det sidste fulgte med i, hvordan klubberne i den danske superliga klarede sig. Foto: Privat

DØDSFALD Vera Dahl Christensen, Ikast er død i sit hjem. Hun blev 72 år.

Vera var oprindelige fra Ballerup, men boede i sin barndom flere forskellige steder i Jylland inden hun som ung blev sendt ud at tjene. Hun kom blandt andet i huset hos apoteker Elming i Herning, hvor hun mødte sin mand Ole, der var selvstændig mekaniker i byen.

Vera og veninden havde aftalt med Ole og en af hans kammerater, at de skulle tage på fælles campingtur, og ja det kom der et livslangt forhold ud af. Parret var gift i 52 år.

Vera fik som ung job hos bager Donslund og sammen med ægtemanden besluttede de at slå sig ned i Ikast, hvor de i 1978 flyttede ind i nybyggerkvarteret Karen Blixensvej i sydbyen sammen med de to børn, Johnny og Bianca, der i øvrigt var blandt de allerførste børn der startede på den nybyggede Hyldgårdsskole.

Vera var ansat i tekstilindustrien blandt andet som syerske hos Christian Mosegaard, men i slutningen af 90’erne fik hendes interesse for fodbold hende med helt ind på lægterne i professionel fodbold.

Ægtemanden Ole var frivillig holdleder for de professionelle fodboldsspillere i IFS - og senere FCM, men for Vera blev det et fultidsjob at være fodboldfan.

Hun blev nemlig materielforvalter først i IFS og senere hos FCM, hvor Vera havde styr på spillertruppens trøjer, der skulle have de rigtige sponsortryk og være rene til næste kamp. Hun nød at komme til fodbold og i de senere år var det fra lænestolen, at hun fulgte intenst med i de danske superligakampe.

Parret havde tilknytning til FCM frem til 2004, hvor de begge stoppede.

Vera blev for to år siden pludselig ramt af sygdom, men kom sig igen inden hun igen blev udsat for en uhelbredelig tackling i foråret 2020. Men på trods af sygdommen, så var hun ifølge familien, slet ikke i tvivl om, at FCM ville genvinde mesterskabstitlen i år.

Vera nåede også at arbejde hos Midtjysk Trædrejeri, Scanproduktion inden hun som efterlønner fik tid til at nyde hus og have og ikke mindst stor rejseaktivitet til blandt andet Tyrkiet.

Vera var ikke kun en stor fodboldfan. Hun spillede selv bowling på divisionsplan i Herning, og i hjemmet var hun særdeles kreativ med både strikkepinde og symaskine. Utallige er de hjemmestrikkede sweater, der er hoppet af hendes pinde og børnebørnene behøvede aldrig at frygte for møde andre med samme kostume til fastelavn.

Vera Dahl Christensen efterlader sig sin mand Ole, de to børn sønnnen Johnny, svigerdatter Sarah og to børnebørn - Clara Sofie og Sebastian i Isenvad, samt datteren Bianca, svigersønnen Kim og to børnebørn Amalie og Julie i København.