Retssag mod coronatiltag får støtte fra Trump-administrationen

Sag om coronarestriktioner i Illinois fører til nye sammenstød mellem den føderale regering og delstater.

23. maj 2020, 04.05

Flere barer genåbnede sidste uge i Wisconsin, da delstatens påbud om at blive hjemme blev underkendt i en lignende sag.

WASHINGTON D.C. Trump-administrationen giver fredag lokal tid støtte til et sagsanlæg mod coronarestriktioner i Illinois.

Det sker på grund af et påbud om at blive hjemme, som delstatens guvernør, demokraten J.B. Pritzker, har givet borgerne i Illinois.

Retten skal vurdere, om guvernøren er gået for langt i forhold til sine beføjelser, og nu har USA's justitsministerium i en skriftlig meddelelse til retten markeret sin støtte til sagsanlægget.

Det ses som en usædvanlig beslutning og endnu en eskalering i konflikten mellem den føderale regering og flere delstatsguvernører, som ifølge Trump er gået for langt med lockdown og påbud om at blive hjemme.

Justitsministeriet mener, at guvernør Pritzker ikke handlede passende, da han fik flyttet sagen fra en domstol i delstaten, hvor den var indgivet af republikaneren Darren Bailey, til en føderal domstol.

En lignende sag resulterede sidste uge i, at et påbud om at blive hjemme i Wisconsin blev underkendt.

Justitsministeriet meddeler, at dets indblanding sker på grund af en bekendtgørelse fra justitsminister William Barr sent i april.

Den beder afdelingen for borgerrettigheder om at undersøge legitimiteten i delstaternes og lokalregeringernes coronavirustiltag.

Tirsdag sendte justitsministeriet et brev til Californiens guvernør, Gavin Newsom. Heri lød det, at delstatens coronatiltag blandt andet krænkede religionsfriheden ved at forbyde indendørs gudstjenester.

Lignende breve blev sendt til myndighederne i Los Angeles fredag.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange sagt, at virksomheder og delstater bør genåbnes hurtigt. Millioner af amerikanere har mistet deres arbejde, og "kuren må ikke være værre end sygdommen", har Trump sagt.

Fredag opfordrede Trump landets guvernører til at lade kirker, moskéer, synagoger, templer og andre religiøse samlingssteder genåbne.

/ritzau/Reuters