Coronaråd til børnefamilier: Vigtige ting at tage med, når hverdagen vender tilbage

Ditte Mundbjerg Jørgensen er psykolog og bor i Bording. Under corona-krisen har hun tilbudt vejledning i, hvordan man som familie kan få det bedste ud af dagene

2. maj 2020, 08.56

Ditte Mundbjerg Jørgensen opfordrer børnefamilierne til at skabe ro og nyde den ekstra tid sammen. Foto: Henrik Ole Jensen

BORDING Ditte Mundbjerg Jørgensens gårdhus i udkanten af Bording fremstår idyllisk i forårssolen, som i store dele af corona-krisen har hængt over landet. Måske som en påmindelse om at huske lyspunkterne, og at det hele nok skal blive godt igen.

At det nok skal blive godt igen, mener 32-årige Ditte Mundbjerg Jørgensen fra Bording også. Hun er uddannet psykolog, trivsels/læringskonsulent, projektleder og kalder sig selv professionel psykologisk velfærdscoach, fordi Ditte Mundbjerg Jørgensen mener, at det er vigtigt med fokus på velfærd.

Under corona-krisen har Ditte Mundbjerg Jørgensen tilbudt hjælp til familier, som har skullet få en noget anden hverdag til at fungere i den seneste måned.

At corona-krisen har været uransagelig, er dette besøg hos Ditte Mundbjerg Jørgensen et godt eksempel på.

Få timer efter Herning Folkeblads besøg meldte regeringen nemlig ud, at institutioner og skoler begynder at åbne gradvist op igen, og at skolebørnene i klassetrinene 0.-5. klasse igen skal finde tilbage til skolerne.

Effektfulde temaer

Det var egentlig meningen, at denne historie skulle stå som inspiration med gode ekspertråd til, hvordan man som børnefamilie kan få den bedst mulige hverdag.

Men corona-krise eller ej, mener Ditte Mundbjerg Jørgensen forsat, at meget af det, vi har kunnet lære under corona-krisen, kan bruges konstruktivt fremover.

Ditte Mundbjerg Jørgensen har rykket arbejdet uden for i det lune forårsvejr og sætter sig til rette. At sætte sig til rette og lægge en god plan som familie, er ifølge psykologen også et vigtigt led i at skabe den bedst mulige hverdag, når hjemmeundervisning og hele dage foregår mellem hjemmets vægge.

- Vi har fundet ud af, at det er meget effektfuldt at arbejde i temaer. Det kan eksempelvis være et tema som »fra jord til bord«. Skab en køkkenhave, hvis man ikke har en i forvejen: Så et frø, høst, tilbered og spis. Det bliver desuden en god blanding af fagene. Både natur/teknik og hjemkundskab, forklarer Ditte Mundbjerg Jørgensen og giver endnu et eksempel:

- Man kunne også bruge matematikken. Udvælg et træ og prøv at beregne vinklen i forhold til, hvor træet ville lande, hvis vi fældede det. Det at arbejde i temaer og inddrage barnet i planen i forhold til, hvor vi skal hen, ser vi gode resultater med, lyder det fra Ditte Mundbjerg Jørgensen.

Svært at leve i frygt

Nyhedsstrømmen har den seneste måned været nærmest endeløs, og skræmmeeksemplerne fra coronavirussens hærgen rundt om i verden er blevet sendt direkte hjem i stuerne. Det kan skabe frygt, angst og afmagt, men ifølge Ditte Mundbjerg Jørgensen er det vigtigt at placere sit fokus der, hvor man kan få fornemmelsen af kontrol.

- Det er vigtigt at tage højde for, hvad vi kan kontrollere, og hvad vi ikke kan kontrollere, for vi kan ikke træffe gode beslutninger i frygt, og vi skal forsøge at selektere i de mange informationer, vi får, siger Ditte Mundbjerg Jørgensen.

Hun tilføjer videre, at det er vigtigt at skabe nogle faste rammer.

- Gør det, der giver ro. Sluk eksempelvis for alt i et kvarter, og lav noget, der er behageligt. Det er vigtigt for familien at skabe nogle hyggelige rammer derhjemme: I stedet for at tænke »åh, nej - vi er spærret inde«, kunne man tænke: »YES! Vi har nogle uger sammen som familie!« lyder det fra Ditte Mundbjerg Jørgensen.

Angsten kommer

Selv om en del af børnenes tid væk fra skolerne og institutionerne nu er ved at være forbi, opfordrer Ditte Mundbjerg Jørgensen til at tage nogle af de erfaringer, familierne har fået under corona-krisen, og tage dem med ind i dagligdagen, når vi igen en dag vender tilbage til et højere hverdagstempo.

- Det er jo netop, når folk igen skal eksponeres, at angsten kommer, siger Ditte Mundbjerg Jørgensen og tilføjer:

- Heldigvis findes der mange brugbare metoder til at tackle den angst og den stress, som opstår i kølvandet på længere tids kaos, så man kan tænke mere klart igen. Blandt andet hjælper meditation og anden mentaltræning til at få styr på tankerne, forklarer psykologen.

Hun finder det derfor også ekstra meningsfuldt, at hun netop nu kan få lov til at anvende sine kompetencer som psykolog til fordel for menneskers trivsel.

- Flere har fået øjnene op for, hvilken adfærd der opstår i kølvandet på så stor en uforudsigelighed. Det er ingen skam at have behov for at få lidt råd og vejledning, når man skal tackle en umenneskelig krisesituation som denne. Når man både har sig selv og så samtidig skal rumme og beskytte hele familiens trivsel, siger Ditte Mundbjerg Jørgensen.