Sæt kryds i kalenderen: Basaren er tilbage

Efter sidste års corona-aflysning er det igen tid til et af byens mest kendte loppemarkeder; basaren i Ikast Kirkecenter

1. november 2021, 09.31

For 83. gang inviteres til kæmpebasar i Ikast Kirkecenter. I år finder basaren sted 3. og 4. november. Foto: Tom Laursen

KIRKE Onsdag 3. og torsdag 4. november vil det summe af liv, hygge og handel i Ikast Kirkecenter, som traditionen tro trækker mere end tusind børn og voksne til kirkecentret over de to markedsdage.

Så mange mennesker samlet tæt gik ikke an i 2020 på grund af corona, men nu i 2021 er tiden igen til at holde store arrangementer.

2021-udgaven bliver således nummer 83 i rækken, og der bliver virkelig noget for en hver smag, uanset om man går efter lotteri, lagkage eller loppefund.

Et væld af muligheder

Tombolaen er kendt for at indeholde flotte præmier.

Der vil være massevis af salgsboder med hjemmelavede ting til både pynt, nytte og lækkersult. Eksempelvis håndarbejde, julepynt, dekorationer, legetøj, småkager, syltede sager, vafler og småkager.

Som sædvanligt byder basaren også på mulighed for at nyde kaffe med hjemmebagt brød, frikadeller med kartoffelsalat, pizza, supper og smørrebrød.