Lokal gaderæser er afsted hver weekend: Det er selvfølgelig ulovligt - men vi gør jo ingen fortræd

18-årige Søren Mejsner er stort set hver weekend på farten med sin VW transporter, som primært bruges til at lave »brændere« med

8. oktober 2020, 14.01

Søren Mejsner fra Bording har sin egen bil og hører til dem, der hver weekend mødes med bilentusiaster til ulovligt bilræs.

BORDING Han er 18 år og bilejer, og så er han en af dem, som politiet får meldinger om, når der køres ulovligt bilræs i det midt- og vestjyske.

Søren Mejsner er nemlig vild med biler, og har siddet bag rattet i mange år. De første år i en såkaldt markræser, der blev manøvreret rundt på privat område. Han fik kørekort som 17-årig, og har siden februar helt lovligt kørt rundt på de danske veje.

Stort set hver weekend kører han af sted for at være sammen med unge mennesker med samme passion for biler

De mødes forskellige steder i det midtjyske i weekend-øde og mennesketomme industriområder, hvor der er plads til mange mennesker, biler og muligheden for at køre om kap.

VW Transporter T5

Søren Mejsner er ejer af en sort nymalet VW Transporter T5, der ikke hører til de hurtige. Den er simpelthen for stor og tung til at kunne komme først over målstregen på den klassiske konkurrencebane, som er 201 meter lang.

Søren Mejsner er entreprenørelev og arbejder hele ugen med grave- og anlægsopgaver, og lønnen får hurtigt ben at gå på, når der skal købes bildele og brændstof.

Transporteren er dyr i drift, kører kun 10 kilometer på literen og koster knap 14.000 kroner i vægtafgift om året. Dertil kommer forsikringer.

Men bilen er alt andet end bare en varevogn. Den er gejlet efter alle kunstens regler, både under og over motorhjelmen. Nymalet og velpoleret med en chippet turbomotor med 315 newtonmeter og masser af moment.

- Den er rar at ha’, siger den unge bilglade bordinggenser og tilføjer, at den jo også kan have lidt kilo på krogen.

Muler modstanderen

- Det sker da, at jeg kører ræs, hvis der er en, jeg ved, jeg kan »mule«. Det er da det fedeste. Men med den bil jeg har, så er det ikke så let, erkender Søren Mejsner, der til gengæld gerne laver en »brænder«. Det er en anden yndet aktivitet, når de unge mødes omkring passionen for deres biler.

En »brænder« laver chaufføren bag rattet ved at koble ud. Samtidig bliver speederen presset helt i bund, så bilens motor er i fulde omdrejninger - uden at flytte sig fra stedet på grund af udkoblingen. Når motoren er på fuld gas, smider man koblingen, altså slipper den, så motorens kraft kanaliseres over i hjulene, der snurrer så hurtigt rundt, at friktionen fra gummiet, der rammer underlaget, bliver så varmt, at det udvikler tyk sort røg og i værste fald går i brand.

Fodbold eller biler

- For mig handler det om at vise min bil frem og være sammen med andre, der har samme interesse. Nogle går til fodbold, andre til gymnastik. Vi går op vores i biler, siger Søren Mejsner.

Han er af sted stort set hver fredag og lørdag, og ofte er der også et lidt mindre hyggetræf i løbet af søndagen.

- Vi mødes om vores hobby på samme måde, som folk går til en fodboldkamp. Vi vil gerne vise vores biler for hinanden, tale om dem og være sammen om vores interesse.

- Vi bruger masser af tid på vores biler. Men vi bruger også mange penge på dem. Jeg går op i min bil. Jeg har sænket fjedrene, sat solfilter på, udskiftet lygter og sat større fælge på. Det er det, vi interesserer os for, siger Søren Mejsner.

Jagtet folkefærd

Han er godt klar over, at »bilræserne« er jaget vildt, men han forstår ikke helt hvorfor.

- Det er selvfølgelig ulovligt at køre ræs, det ved jeg godt. Men vi gør jo ingen fortræd. Vi mødes altid på steder, hvor der er øde i løbet af en weekend. Og ofte har vi også fået lov af ejerne til at være på stedet, siger Søren Mejsner og fortsætter:

- Hvor er det, vi kan være? Hvor er det, vi kan mødes? Det koster jo røv at leje en motorbane, når der skal være både læger og ambulance til rådighed. Det har vi ikke råd til, siger den bilglade bordinggenser og understreger, at de jo ikke ødelægger noget, og i øvrigt også rydder op efter sig.

Sikkerhed

Søren Mejsner mener også, at deltagerne tænker på sikkerheden, så det på ingen måde er farligt eller uforsvarligt.

- Vi tager vores forholdsregler og sørger for, at sikkerheden er i orden. Der er eksempelvis ingen mennesker eller publikum i målområdet. Folk kan jo godt tænke og passe på sig selv, så de står, hvor bilerne starter. Det er jo ikke farligt, påpeger han.

Ifølge Søren Mejsner, så er det ikke kun de helt unge, der møder op.

- Der er også folk i 40’erne, der dukker op, fordi de går op i deres bil og vil have en hyggelig aften. Min påstand er, at de fleste jo har prøvet at køre ræs, og mange af dem, der modarbejder os, er jo dem, der selv har kørt ræs, da de var yngre. Det er da lidt dobbeltmoralsk, siger Søren Mejsner.

Kun for sjov

Bilræserne har ingen overordnet konkurrence eller turnering. De kører kun for sjov.

Hvis der er to, der har lyst til at dyste, kører de frem og speeder op.

- Den ene kommer først og vinder håneretten, og det er det. Er der andre, der har lyst til at prøve, så gør de det. Der sker det, der sker, siger Søren Mejsner.

Det er således ganske anarkistisk, men alligevel er der en uskreven regel om, at ham, der har lavet invitationen også er ham, der har mest at sige.

Gaderæserne inviterer typisk hinanden via grupper på Facebook.

Ordensmagten

Blandt de hyppige gæster er også ordensmagten, der reagerer på de anmeldelser, der tikker ind, når de unge mødes.

- Vi holder også øje med dem. Når de kommer, tjekker de kørekort og nummerplader og selvfølgelig for alkohol. Ofte opløses forsamlingen, og så finder vi et andet sted at mødes. Det er jo sådan det er, siger Søren Mejsner, der ikke umiddelbart kan se en løsning på problematikken.

- Vi ved godt, at det er ulovligt. Men som sagt, så gør vi ingen fortræd. Vi tager hensyn til sikkerheden, og vælger steder, hvor det er forsvarligt at køre. Det er da kun tosser, der finder på at køre om kap på et havneområde, siger han og henviser til en ulykke tidligere på sommeren, hvor en ung bilist endte i Struer Havn.

Nogle kan lide fodbold, andre dyrker gymnastik. Vi mødes omkring interessen for vores biler, siger 18-årige Søren Mejsner fra Bording. Foto: Laila Kempel
Under motorhjelmen har Søren Mejsner chippet sin turbo motor i sin VW Transporter T5. Foto: Laila Kempel
Søren Mejsner bruger hovedparten af sin lærlingeløn på sin bil.
Søren Mejsners mascot Plys er altid med, behørigt fastspændt på passagersædet, når han kører ud og mødes med bil-vennerne. Foto: Laila Kempel
Siden han blev teenager, har Søren Mejsner kørt bil. De første år dog i en markræser på privat grund. Foto: Laila Kempel