Energirigtig belysning

21. november 2020, 05.00

IKAST–BRANDE Kommunen går nu i gang med at udskifte de sidste omkring 5600 gadelysarmaturer til nye LED-armaturer. Et arbejde, der udføres af Aura Energi A/S og forventes at være færdig med udgangen af 2021.

De nye LED-armaturer bruger væsentligt mindre strøm samtidig med, at der er langt længere levetid på de nye lyskilder.

Beregningerne for den nye belysning viser, at der er en samlet energibesparelse på omkring 600.000 kilowatt pr. år, hvilket svarer til strømforbruget i 140 parcelhuse om året.

Med udskiftningen af de 5600 gadelysarmaturer forventes en økonomisk besparelse i omegnen af en million kroner årligt.

I forhold til CO2-regnskabet vil der med udskiftningen af de sidste gadelysarmaturer være en besparelse på 125 ton CO2.

De 5600 gadelysarmaturer udgør halvdelen af alle lamper i Ikast-Brande Kommune. Den anden halvdel er udskiftet løbende hen over de seneste 10 år.

- Her har vi et projekt, med flot effekt på flere vigtige parametre: En tydelig klimaeffekt, løbende økonomisk besparelse og samtidig godt oplyste veje og stier til glæde og sikkerhed for trafikanterne, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Henrik Engedahl (V).