
Jeanette Ottesen er blevet mor igen
Jeanette Ottesen og Marco Loughran er blevet forældre til sønnen Harley. Sammen har svømmeparret også datteren Billie-Mai på fire år.
Udgivet:28. september 2022, 11.49
Læsetid:1 minut
Jeanette Ottesen og Marco Loughran gemte på en sød hemmelighed, da de troppede op på den røde løber til premieren på den nye "The Batman"-film den 1. marts. (Arkivfoto).
1 år siden
KØBENHAVN Den tidligere topatlet Jeanette Ottesen svømmer i lykke.
Hun og gemalen Marco Loughran er nemlig blevet forældre for anden gang.
Det afslører den nybagte mor i en såkaldt story på Instagram.
- Nu er jeg mor til to, skriver hun.
Hun har også delt et billede af sin lille nyfødte søn.
- Vupti, så kom Harley efter en drømmefødsel, lyder det fra den nybagte mor.
Jeanette Ottesen afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse i podcasten "Hvidløg i frugtsalaten" tilbage i marts.
- Jeg skal være mor igen, og jeg har ligget og kastet op i seks uger. Men nu har jeg det godt. Der kommer en Ottesen mere på holdet, lød det dengang fra hende.
Den 34-årige tidligere topsvømmer fik i december 2017 datteren Billie-Mai med den britiske svømmestjerne Marco Loughran, som hun giftede sig med i sommeren samme år efter tre års forhold.
Efter barslen trænede Jeanette Ottesen sig tilbage i topform og ned i bassinet igen og rundede sin svømmekarriere af med sit femte OL sidste sommer.
I dag er hun onlinecoach, tv-personlighed og influent.
/ritzau/
