Folkeblads-journalist føler sig aflyttet: Hanne Boel’ske steorider og en halshugget hjort

Din telefon lytter med på alt, hvad du siger - selv i soveværelset! Eller gør den ...?

21. maj 2020, 08.29

Journalist og klummeskribent Thomas Vang Nielsen. Foto: Flemming Hansen

KLUMME »Nogen har skåret hovedet af en hjort og forsøgt at begrave dyret i en skov. Hvorfor i alverden gør man det, og hvad skal man med et løst hjortehoved?«

Nogenlunde med de ord fik kollegerne på redaktionen del i min undren over en hændelse fra politiets døgnrapport tirsdag morgen.

Kort efter begyndte noget mærkeligt at ske.

Jeg åbnede en hjemmeside med browseren fra Google Chrome og blev præsenteret for annoncer med billeder af hoveder fra hjortelignende bamser.

Jeg anede slet ikke, at man kan købe tøjdyr udformet som hoveder fra hjorte og rensdyr. Derfor kan jeg med sikkerhed sige, at jeg aldrig har søgt efter produktet på internettet eller drøftet et tøj-hoved som en gaveidé til børnene.

Mistanken faldt straks på mobiltelefonen på mit skrivebord og ikke mindst nogle af de apps, som kan bruge telefonens mikrofon.

Jeg tror, at nogle programmer lytter med og forsøger at forudse, hvilke varer vi forbrugere kunne have behov for.

Verden over har millioner af mennesker haft lignende oplevelser, hvor de sidder tilbage med en fornemmelse af at blive uønsket aflyttet.

De hovedmistænkte er næsten hver gang store tech-giganter som Apple, Google og Facebook.

Analyseinstituttet Epinion udførte i november 2019 en rundspørge for DR Nyheder om emnet.

Det viste sig, at 30 procent af danskerne også har følelsen af, at deres smartphone lytter til deres samtaler.

Misforstå mig ikke. Jeg er stor fan af målrettet annoncering, så jeg kun ser noget, jeg rent faktisk har brug for.

Men dataindsamlingen skal foregå ærligt og åbent.

Jeg og andre har selv installeret apps, som giver adgang til både kamera og mikrofon. Men tilladelsen er givet til eksempelvis at kunne optage filmklip eller føre videosamtaler.

Ingen har bedt om at få aflyttet deres private samtaler på kontoret, ved køkkenbordet eller i soveværelset, for at tech-giganter kan målrette annoncer.

Der er lavet mange internationale undersøgelser og rapporter om emnet.

Ingen kan endegyldigt bekræfte eller afkræfte mistanken - og tech-firmaerne kalder det konspirationsteorier.

Teori eller ej, så er det nogle gange bare lidt påfaldende.

For nogle år tilbage stod jeg i indkørslen sammen med min far og grundmalede brædder til et byggeprojekt.

Fliserne var dækket af med gamle aviser, og jeg spottede en artikel fra sportens verden, hvor en atlet var afsløret i at bruge anabolske steroider.

Jeg læste højt og kaldte i spøg det ulovlige stof for »Hanne Boel’ske steroider«.

Ved frokostpausen kort efter tjekkede jeg telefonen, og straks var min skærm fyldt med reklamer for Hanne Boels nye album.

Musiksmag er jo individuel, og den danske sangerinde er absolut dygtig, men hun er ikke min personlige favorit.

Så jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig har googlet hendes musik, jeg ejer ikke en af hendes cd’er, og jeg har aldrig i en samtale bedt nogen om at spille hendes musik.

Vi hørte ikke radio under arbejdet, og hverken Hanne Boel eller musikbranchen indgik i nogle af mine samtaler i dagene op til.

Nu er reklame for den 62-årige sangerindes nyeste musik jo ganske harmløst.

Men jeg har et eksempel mere, som jeg finder ganske skræmmende.

Op til jul var min hustru ved at udarbejde en ønskeseddel.

Hun sad med sin bærbare computer inde i stuen, mens jeg sad på kontoret ved den stationære pc.

Det meste af aftenen havde bannerannoncerne på min skærm handlet om haveredskaber, for det sad jeg selv og søgte på til min ønskeliste.

Men så skiftede annoncerne til at fremhæve et par forgyldte øreringe.

Annoncen med øreringene fulgte med, uanset om jeg kiggede på haveredskaber, læste nyheder om politik, tjekkede vejrudsigt eller kiggede på aktiekurser.

Jeg kaldte på min hustru og spurgte: »Hvaa, er du ved at google øreringe til jul?«

Ansigtsudtrykket var ikke til at tage fejl af.

Ja, det var hun i gang med - på en anden computer - i et andet lokale!

Og det var præcis de øreringe, som nu dukkede op på min skærm.

Tilfældighed? Eller en telefon, der lytter med og deler budskabet videre til den computer, hvor man også er logget ind som bruger af både Facebook og Google?

Som research til denne klumme googlede jeg emnet og fandt stribevis af artikler, der strækker sig flere år tilbage.

Eksempelvis tog Jyllands-Posten i februar 2019 emnet op, efter at hundredvis af læsere havde oplevet, at deres smartphones - måske - lytter med på private samtaler og sørger for, at der bliver sendt målrettede reklamer til dem.

Mens jeg sad og læste JP-artiklen, dukkede en bannerannonce op.

»Dyretrofæ til vægmontering. Hjort. 402 kroner.«

At jeg nu har søgt intensivt på emnet, gør det nok ikke bedre. Computeren vil i lang tid tro, at jeg er i målgruppen for bamseudgaver af afskårne hoveder.