
To jyske banker vil fusionere med nyt fælles hovedkontor i Herning
Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse har offentliggjort fusions- og flytteplaner
Udgivet:27. november 2020, 14.21
Læsetid:1 minut
Vestjysk Bank har i dag stort kontor i Dalgasgade i Herning. Foto: Christian Sjurman
3 år siden
FUSION I en fondsbørsmeddelelse har de to jyske pengeinstitutter, Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse, meddelt, at de ønsker at fusionere. Fusionen vil gøre den fremtidige bank til Danmarks 8. største pengeinstitut.
Som led i fusionen ønsker de to banker at flytte hovedkontoret til Herning. I dag har Vestjysk Bank hovedkontor i Lemvig, mens Den Jyske Sparekasse styres fra Grindsted.
- Det er vigtigt for os fortsat at være til stede i både Lemvig og Grindsted. Men hvis vi valgte at beholde hovedkontoret i enten Lemvig eller Grindsted, ville vi automatisk afskære en masse dygtige medarbejdere, der i dag arbejder i et af de to hovedkontorer, fra at kunne fortsætte i banken. Ved at samle hovedkontorsfunktionerne giver vi de ansatte i de to eksisterende hovedkontorer mulighed for at blive en del af holdet indenfor rimelig kørselstid, samtidig med at vi beholder filialer i både Lemvig og Grindsted, udtaler Jan Ulsø Madsen, administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank, i meddelelsen.
Den fusionerede bank har valgt at holde fast i Vestjysk Banks navn og logo for at bevare et højt kendskab i det midt- og vestjyske marked. Samtidig holder banken fast i sine filialer i Lemvig og Grindsted.