Populært arrangement med indsigt og læring: Højskoleformiddage vender tilbage med lokal direktør og fokus på EU

Nu er der godt nyt til hele Ikast, for allerede i næste uge begynder »Højskoleformiddage« igen i kirkecentret

Udgivet:29. januar 2022, 07.14

Læsetid:2 minutter

Rasmus Niebuhr bliver foredragsholderen ved februars arrangement til »Højskoleformiddage«. Foto: Tom Laursen

FOREDRAG Udvalget bag det populære arrangement »Højskoleformiddage« glæder sig til at byde indenfor igen til en række formiddage fyldt med indhold, læring, snak og godt samvær.

Det skriver udvalget og provst Poul Erik Knudsen i en pressemeddelelse.

- Vi skal passe godt på hinanden, så derfor begynder vi i Ansgarsalen med indgang fra Kirkegade, hvor der er god plads og højt til loftet, siger Poul Erik Knudsen og tilføjer om det første foredrag:

- I foråret har vi valgt at markere, at det i år er 50 år siden, vi trådte ind i EU. Hvad er baggrunden - hvad er sket siden - hvad har det givet os, og hvad har det krævet af os, lyder det fra provsten.

Suverænitet eller samarbejde?

På næste torsdag 27. januar går det løs, hvor Uffe Østergaard, professor emeritus ved CBS holder et foredrag med overskriften: »Europas fremtid og hvor er vi nu?«

- Uffe Østergård er professor emeritus i dansk og europæisk historie og forfatter til en lang række bøger om europæisk identitet. Han har i mange år været en stærk stemme i dansk og international debat om det fælles Europa og vi er glade for at kunne byde Uffe Østergaard velkommen til højskoleformiddag, hvor vi kommer vidt omkring, lyder det fra Poul Erik Knudsen.

Uffe Østergaard skriver selv om foredraget:

»Danmark har været medlem af EU i 50 år. Samarbejdet har været til stor økonomisk gavn for den lille åbne økonomi og landet står til at vinde på samarbejdets satsning på nye energiformer og bekæmpelse af klimabelastningen. Men vi er ikke blevet begejstrede europæere af den grund. Tværtimod har vi udkæmpet store kampe for at bevare national suverænitet og er nærmest i klub med skeptiske medlemmer som Nederlandene, Østrig, Tjekkiet og Polen og savner briterne efter at UK har forladt samarbejdet. Det skyldes, at Danmark historisk både hører til i gruppen af mellemstore lande og de små nationalstater. Danmark har så at sige to fortider, som vi er splittede mellem. Derfor ser man den nølende holdning til alle store reformplaner for EU i verden.«

Foredraget for februar er også allerede på plads, og her bliver det et kendt ansigt, som stiller sig på talerstolen. Foredragsholderen 24. februar bliver således direktør i tandhjulsvirksomheden Niebuhr Gears, Rasmus Niebuhr, som vil fortælle om EU’s rolle og nødvendighed.