Jorden rundt på tre dage

De grønne Pigespejdere i Bording lod hånt om rejseanbefalinger og rejste lige hverhen de ville

12. juli 2020, 08.55

Det er ren hygge at være på lejr og sove i telt. Her holder nogle af pigerne en lille pause fra verdensomrejsen og råhygger. Foto: Flemming Hansen

SOMMERLEJR Man kan komme vidt omkring med en god og veludviklet fantasi samt nogle hjemmelavede pas.

Selv i disse coronatider med rejsebegrænsninger besøgte en flok lokale piger ubesværet Rusland, Mexico og Afrika, og det blev også til besøg i Kina, England, Italien og USA.

I alt 29 småpiger fra De grønne Pigespejdere i Bording var med på turen, der fandt sted i og omkring Egehuset et par stenkast uden for Bording Kirkeby.

Det var oprindelig tanken, at pigerne skulle have deltaget i en store landsdelslejr i Sundstrup, men det satte corona-pandemien en stopper for, og i stedet blev det så til lejr for de yngste pigespejdere i nærheden af hjemadressen, mens spirerne og grønsmutterne tog turen til Grindsted. Landsdelslejren bliver så i stedet gennemført om et år

Tilbage til lejren i Egehuset, hvor småpigerne altså var på landtur.

Efter at have fremstillet de nødvendige pas med mere eller vellignende portrætter krydsede pigerne en lang række landegrænser, og der ventede opgaver og lækkerier i de forskellige lande.

Omkring 100 medlemmer

Blandt andet var det opgaven at lave instrumenter i Afrika, mens der blev budt på nachos og madpandekageri Mexico. I England slap de naturligvis ikke for eftermiddags-teen, mens er vankede lækker pizza i Italien.

- Det har været rigtigt sjovt og hyggeligt at komme rundt til alle de lande. mener ni-årige Mia Dahl Jørgensen.

De grønne Pigespejdere har rigtig godt fat i pigerne i Bording. Faktisk tæller kredsen omkring 100 medlemmer.

- Vi har også pænt med ledere, og vi er også heldige med aktive forældre, der kommer, når der er brug for det. Vi har på lejren haft enkelte tilfælde af hjemve, men vi er en del, der har været med et par år og ved, hvordan man skal tackle den »sygdom«, siger gruppeleder Malene Christenden, der har været med i De grønne Pigespejdere i Bording gennem 32 år.

Da Ikast Avis kiggede forbi havde man i løbet af den første lejrdag været forskånet for regn, men i løbet af lørdagen gik den ikke længere.

Lejrens deltagere sov både i telt, shelters samt inde i Egehuset.

Så skal der dækkes op til a nice cup of tea i England. Det er gruppeler Malene Christensen, der deler rundt af de fine porcelæn. Foto: Flemming Hansen
- Det er hyggeligt og sjovt at være på lejr. Det sjoveste var nok at lave instrumenter i Afrika, mener Mia Dahl Jørgenen. Foto: Flemming Hansen
Afrikansk stemning nær Bording, da pigerne fandt diverse hjemmegjorte rasleinstrumenter frem. Foto: Flemming Hansen