Frivilligt friluftsbad runder 50 år: Hjælp fra Ikast falder på et tørt sted

Bording Friluftsbad står på kanten af den 50. sæson, men antallet af frivillige dykker. Nu kastes en redningskrans heldigvis ud til klubben

Udgivet:26. maj 2022, 07.00

Læsetid:3 minutter

Erik Knudsen rengør liggestolene inden sæsonen. Det store bassin bag ham rummer 450.000 liter vand. Det lille børnebassin til højre i billedet indeholder 45.000 liter. Foto: Tom Laursen

Michael Holmgaard Christiansen
Journalist| mhc@herningfolkeblad.dk

BORDING En flok frivillige går rundt omkring bassinet og ind og ud af klubhuset. De har praktisk tøj på, og ærmerne er smøget op hos flere.

En højtryksrenser blæser til angreb på liggestolene, et volleyballnet spændes ud over en stor, firkantet sandkasse, og en fugtig svamp gnubber mos og skidt af klubbygningens tagskæg, så det kan blive malet.

Der er arbejdsdag ved Bording Friluftsbad, og 15-16 sæt frivillige hænder er mødt op for at gøre stedet klar til den 50. sæson, som begynder Kristi himmelfartsdag.

- Der er lige lidt, der skal repareres, siger Hanne Lindberg, der står og betragter arbejdet.

Hun er sekretær i Bording Friluftsbad og en af de gamle i gårde her.

Der er meget at sørge for, når man har et friluftsbad. Der skal både tjekkes målere i kælderen, fjernes affald, og ryddes op i omklædningen bagefter. Og samtidig skal man jo huske at holde øje med de badende gæster. Og så skal der også lige findes livreddere til alle vagterne. Det er ikke så simpelt endda at holde et friluftsbad flydende.

Mere afgang end tilgang

Friluftsbadet drives af en fast kerne bestående af 25-30 frivillige. Da kommunen trak proppen ud i 2011, var den lokale opbakning større. 80-100 frivillige hjalp til i de første år. Men langsomt er der blevet lavvande i medlemstallet.

- Der er kommet flere ting i byen, der kræver frivillige hænder. Det kan vi godt mærke, siger Hanne Lindberg.

- Vi har mere afgang end tilgang. Det bekymrer os lidt, supplerer hun.

En livredder

»Lidt« er måske en underdrivelse. For skal Hanne Lindberg pege på den største udfordring for Bording Friluftsbad, så er det netop dét.

- Det er helt klart at få frivillige. Både livreddere og folk til at stå i kiosken.

Heldigvis er en livline blevet kastet ud til foreningen. Som noget nyt kommer Ikast Svømmecenter i år Bording Friluftsbad til undsætning. Storebroren 10 kilometer mod vest vil nemlig sende hjælp i skikkelse af en livredder på hverdage.

Det glæder Hanne Lindberg. Måske er det den redningskrans, der skal til, for at foreningen holder sig oven vande de næste 50 sæsoner.

- Det er jo vores hjerteblod, siger Hanne Lindberg.

Bording Friluftsbad er vigtig for byen. - Det er med til at gøre et godt børneliv i Bording, siger Hanne Lindberg (t.h.). I midten ses formand Pia Hald. Foto: Tom Laursen
Maria Boll Christensen (t.v.) og Lisbeth Karkov ordner sandet ved hoppe­borgen. Lisbeth Karkov bor i Bording, og hendes børn bruger friluftsbadet meget, og de nyder det, forklarer hun. Derfor vil hun gerne hjælpe til, når der en gang imellem er arbejdsdag. - Det er svært for en familie med faste vagter. Så er det nemmere med sådan en dag, siger hun om arbejdsdagen lørdag. Foto: Tom Laursen
Kristian Hansen jævner sandet ud på beachvolleybanen. Han har været frivillig i klubben i mange år. Foto: Tom Laursen
Det er hårdt arbejde at drive et friluftsbad. Foto: Tom Laursen
Bording friluftsbad

Bording Friluftsbad blev indviet i 1972 og går derfor ind til sin 50. sæson.

Badet åbner Kristi himmelfartsdag og lukker ned 28. august.

Der er to bassiner: Det store rummer 450.000 liter og opvarmes til 25 grader. Børnebassinet indeholder 45.000 liter og når en temperatur på 27 grader.

Det koster 15-20.000 kroner at skifte vand i bassinerne, og årligt har Bording Friluftsbad et energiforbrug på cirka 120.000 kroner. Det er for både el, vand og varme.

6000-8000 gæster besøger i gennemsnit badet per sæson.

På åbningsdagen er der gratis adgang. Som frivillige er der halv pris hele sæsonen.