Læserbrev: Tak til virksomhederne

19. januar 2021, 12.37

Fra venstre er det Kirsten York Helms, Heinrich Rune og Anette Mosegaard, der sammen udgår den konservative byrådsgruppe. Foto: Privatfoto

LÆSERBREV Coronasmitten går op og ned. Bedst som det hele så godt ud i sommer, står vi der nu igen. Vi er lukket ned. Vi er sendt hjem. Og det er med god grund, for det vigtigste er vores sundhed. Ingen tvivl om det.

Men det bekymrer os, at der nationalt ikke er mere fokus på at hjælpe vores virksomheder igennem krisen med hurtige og nemme løsninger og hjælp. Både til små og de store virksomheder.

Det er som om, at man nationalt ikke kender til eller anerkender betydningen af vores virksomheder. At der ikke er forståelse for – at uden virksomheder og jobs – så er der ingen indtægter – heller ikke til stat og kommune.

Minkavlerne har endnu ikke set skyggen af en erstatning. Mange små erhvervsdrivende forsøger at få indberettet komplicerede regnestykker, så de på et tidspunkt kan blive kompenseret - måske. Alt i alt et ufleksibelt system, der synes alt for trægt og ikke altid synes lige retfærdigt.

Lokalpolitisk kan vi ikke ændre indberetningssystemer eller langsommelighed i udbetaling af kompensation. Vi kan heller ikke understøtte en svigtende eksport.

Men vi kan sige TAK til vores mange virksomheder, fordi de har været meget, meget ansvarlige. Store og små virksomheder har hurtigt reageret på de retningsliner der kom, og de har endda ofte reageret med mere end de blev bedt om. Til gavn for os alle, til gavn for vores sundhed. Virksomheder har i den grad taget ansvaret på sig.

På trods af virksomhedernes store anstrengelser, kan vi I kommunen desværre se konsekvensen af, at mange virksomheder har det svært. Arbejdsløshedskøen bliver længere og sygefraværet stiger. Vi tror desværre ikke, at vi har set det værste endnu. Mange virksomheder – både store og små – melder om at større fremtidige projekter udebliver. I mange virksomheder er der bekymring, usikkerhed og frustration.

Fra vores gruppe skal der lyde et stort TAK til virksomhederne for deres indsats. Men en TAK er ikke nok. For at hjælpe virksomheder og dermed hinanden, er det altafgørende, at vi lokalt står sammen lidt endnu. Des bedre vi kommer igennem de næste måneder, des nemmere vil det være igen at få alle hjul til at trække.

Vi vil opfordre til, at vi alle gør vores bedste for, at hjælpe vores virksomheder på vej. Som borgere skal vi handle lokalt og vi skal købe Take Away. Som medarbejdere skal vi være fleksible og omstillingsparate. Som ledig skal vi skifte retning, hvis mulighed for et job sætter krav om det. Som kommune skal vi stå klar med bedst mulig hjælp til virksomhederne, når der er behov for det. Hvis vi alle sammen giver lidt og hjælper til, så vil vi alle stå bedre når vi er på den anden side.

Kære virksomheder. Tak for indsatsen. Vi arbejder for, at i kommer bedst muligt over på den anden side.