
Eksborgmester, direktør, folketingsmedlem og nu buschauffør: Fødselaren har meget mere på hjerte
I dag er det 70 år siden, at forhenværende borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer (V), kom til verden. Han ser tilbage i tiden, men har bestemt også massera af mod på fremtiden
Udgivet:22. maj 2023, 15.00
Læsetid:3 minutter
Carsten Kissmeyer fylder i dag 70 år. Fødselsdagsfejringen kommer blandt andet til at foregå i sommerhuset på Djursland. Foto: Henrik Ole Jensen
FØDSELSDAG Nysgerrigheden er intakt. Det samme er viljestyrken og lysten til at gøre en forskel for andre.
Carsten Kissmeyer (V) har i det meste af sit liv placeret sig i spidsen. Han er en naturlig leder, men den forhenværende borgmester og handelsskoledirektør er først og fremmest drevet af at præge udviklingen lokalt såvel som nationalt i en positiv retning. Særligt klimaet og den grønne omstilling har i de seneste år har haft hans interesse.
I dag fylder Carsten Kissmeyer 70 år. Han har budt avisen indenfor i sit hjem, hvor Kissmeyer faktisk ikke har brugt særlig meget tid gennem sin karriere,
- Jeg har jo brugt meget tid på farten, og alting har jo sin pris. Nu har jeg fået noget mere tid, og den tid ser jeg frem til at bruge sammen med min kone, Lene, mine børn og børnebørn, lyder det fra Carsten Kissmeyer.
Et tydeligt præg
Han var borgmester i Ikast Kommune fra 2002 til 2006 og borgmester i Ikast-Brande Kommune fra 2007 til 2017. Tidligere var Carsten Kissmeyer i sin egenskab som direktør
for Ikast Handelsskole i fra 1992-2004 med til at sikre attraktive uddannelsesforhold i Ikast.
Carsten Kissmeyer tænker tilbage på valgaftenen 1. november 2022, hvor det hurtigt stod klart, at Venstre stod til et mareridtsvalg. Dermed var sandsynligheden for endnu en periode som folketingsmedlem minimal.
- Jovist, selvfølgelig havde jeg håbet at blive valgt. Jeg var jo siddende medlem af Folketinget og var energi- og forsyningsordfører for Venstre, hvor jeg i perioden før seneste valg havde siddet med i nogle historiske aftaler. Jeg stillede selvfølgelig op, fordi jeg følte, at jeg havde mere at tilbyde til vælgerne, men jeg vidste godt, at det ville blive svært. Håbet var der da.
Dog var det, at jeg ikke skulle blive valgt, selvfølgelig et sandsynligt scenarie, men jo, jeg var da nok lidt skuffet, mindes Carsten Kissmeyer.
Efter valgkampen gik de sædvanlige procedurer i gang. Valgplakater skal tages ned. Budgettet skal gøres op, og så skal der ikke mindst siges tak.
Traditionen tro samlede Carsten Kissmeyer sit bagland på Pårup Kro som afslutning på en intens valgkamp, som altså ikke endte med et genvalg.
Handling i skuffelsen
Carsten Kissmeyer formåede egentlig hurtigt at ryste skuffelsen over valgnederlaget af sig og begyndte i vinter at lægge en plan for det næste kapitel i hans liv.
- Jeg er i gang med et forløb hos AS3 Executive, som er eksperter i at omplacere folk. Her kigger man på, hvor man kan bruge sine kvaliteter på en anden måde - på andre steder - fortæller Carsten Kissmeyer.
Efter jul har eksborgmesteren kastet sig ud i en helt anden retning. Og dog. For selv om det er på en ganske anderledes måde handler det fortsat om at være med til at gøre noget for andre.
- Som nævnt vil jeg gerne være med til gennem mit arbejde at gøre en forskel. Det kan man gøre på mange måder, og her lod jeg mig efter jul inspirere af Ringkøbing-Skjerns forhenværende borgmester Torben Nørregaard, som besluttede sig for at tage buskørekort. Så det har jeg også taget, og det er egentlig med henblik på eksempelvis at køre rundt med pensionister, som skal ud på tur og opleve noget. Det kan også være som frivillig buschauffør på plejecentrene, lyder det fra Carsten Kissmeyer.
Han er fyldt med taknemmelighed, kærlighed til familien og gåpåmod forud for den næste del af sit liv.
- Jeg begynder at dyrke mig selv lidt mere. Eksempelvis overvejer jeg at begynde at spille golf, som jeg ikke har gjort siden 1990’erne, siger Carsten Kissmeyer, som ud over mere familietid også ser frem til at få mere ud af sine medlemsskaber i diverse klubber.
- Jeg er kommet med i en gåklub, og vi har lige været en tur i Molsbjerge med en naturvejleder. Det er rart, at den slags fornøjelse kan lade sig gøre, men jeg vil også stadig gerne udfordres fagligt, siger fødselelaren.