Bakkehuset klar med tre gange standup

15. september 2021, 06.26

Foto: Flemming Hansen

KULTUR Der står for alvor – eller nok rettere for sjov – standup på programmet i Bakkehuset 16. september.

Her får man besøg af Comedyklubben i skikkelse af de tre standup’ere Anders Nielsen, Omar Marzouk og Per Sodemann.

Anders Nielsen er en stolt håndværker på mange måder – både som komiker og som tømrer. Han elsker at tage fat i fordommene om håndværkerfaget og både be- og afkræfte vores værste anelser.

Omar Marzouk har igennem årene begejstret tv-seere, publikum og anmeldere når han har sørget for både grin og diskussion. Han kunne i 2012 opleves i »Omars Ark« på DR2 samt i det anmelderroste one-man show »Omskåret«, der blandt andet fik fem stjerner i BT, fire stjerner i Børsen og fire hjerter i Politiken. I foråret 2013 kunne man igen opleve Omar Marzouk, da han var rundt i landet med sit one man show »Bange for sjov«.

Per Sodemann er en ung man i midt-tyverne, som efterhånden alligevel har nogle år på bagen i comedybranchen. Per Sodemann var nomineret til Årets Talent ved Zulu Comedy Galla 2019, ligesom han var i finalen til DM i stand-up i 2017, og det er ikke uden grund.