Mindeord: Anna Marie Lund var familiens samlingspunkt

Fra Carsten Lund har vi på familiens vegne modtaget følgende mindeord om Anna Marie Lund

5. februar 2021, 12.15

Anna Maria Lund blev 97 år. Foto: Privat

NAVNE Vores kære mor, svigermor, mormor, farmor, oldemor og tipoldemor Anna Marie Lund drog tirsdag den 27. januar ud på sin sidste rejse efter et langt og godt liv. Hun blev 97 år.

Hun sov stille og fredfyldt ind i sit hjem omgivet af sine fire børn.

Mor var født og opvokset på en lille gård ”Engvang” ved Isenvad som den midterste i en børneflok på syv med troende forældre. Hun kom ud af tjene allerede som 9-årig og skulle der malke køer om morgenen, inden hun skulle i skole. Efter skolegangen arbejdede hun flere steder ved landbruget og hun var også en tid i huset ved familien Bedholm i Ikast. I 1942 var hun på et højskoleophold i Haslev.: I 1944 under krigen blev mor gift med vores far Anders Lund.

Sammen overtog de fars fødegård, slægtsgården ”Lundgården” efter vores far’s forældre på Gammelagervej 2, som de drev frem til at gården blev solgt til Ikast Kommune.

Her fik de en børneflok på 6 (4 piger og 2 drenge). Vi voksede op og havde en god og tryg opvækst med kristne værdier. Desværre oplevede hun den sorg at overleve to af sine børn.

Mor var et meget varmt og kærligt menneske. Hun var først og fremmest husmor og passede husholdningen for hele familien og de ansatte på gården hvor alt blev lavet fra bunden.

Hjemmehjælper

Senere fik hun arbejde som hjemmehjælper ved Ikast Kommune og senere som privat dagplejer.

Vores far var i mange år leder at Fonnesbech søndagsskole. Mor hjalp også til med dette når det foregik hjemme på Lundgården. Vi var opvokset med andagt, bordbøn og aftensang derhjemme og mor spillede altid klaver til. Det holdt hun vedlige og blev ved med at spille til det sidste. Hun elskede at sidde og spille og synge. Hendes yndlingsprogram på tv var fællessang med Phillip Faber her i Coronatiden. Hun skulle også helst se deadline hver aften inden hun gik i seng.

Mor kunne godt li’ at spille spil. Det kunne for eksempel være ludo eller 500 rommikup med børnebørn og oldebørn. Hun holdt sig også i gang ved at gætte kryds og tværs lige til det sidste.

Matriark

Mor har i alle årene været familiens store matriark og samlingspunkt. Hun holdt kontakt til os alle og ringede rundt hver søndag aften for at opdatere os og for selv at blive opdateret. Hun samlede også hvert år hele familien til sin fødselsdag.

Mor var ferm med sine hænder. Hun strikkede, hæklede og syede mangt og meget igennem alle år. Hun skrev også håndskrevne breve til alle familie og venner. Hun bagte brød og kager og kunne altid trylle noget frem når vi kom på besøg. Hun var kendt for sine kyskager, som hun ofte havde med som værtindegaver.

Efter de solgte gården, byggede de nyt hus på Kr. Poulsens Vej, flyttede senere i andelsbolig, inden Anna Lund som enke fik lejlighed på Sverigesgade.

Vores forældre begyndte på deres ældre dage at campere. Først var det i telt og senere blev det i camplet og campingvogn.

De havde også i flere år en kolonihave i Ikast som de satte en stor ære i at holde pænt. Det blev til flere præmier og diplomer for ”veldyrket have

Mor var meget aktiv. Hun hjalp i flere år til i Røde Kors’ genbrugsbutik samt dagligstuen. Hun var også aktiv i seniorkoret i mange år.

Efter at hun stoppede med at køre bil og solgte sin lille blå Toyota Starlet, købte hun en el-scooter, så hun kunne komme rundt i byen og ud på kirkegården, som ofte blev besøgt.

Mor bliver begravet fra Ikast Kirke torsdag den 4. februar

Æret være mors minde.