
Østre Kirke bygger om: Kirkegårdskontoret forlader Ikast Kirkecenter
I sidste uge begyndte Ikast Østre Kirke med at sætte i stand. Selve kirkerummet berøres ikke
Udgivet:16. januar 2023, 07.00
Læsetid:2 minutter
Ikast Østre Kirke, som hører under Ikast Kirke, kan i den kommende tid se frem til bedre forhold. Cirka fem millioner kroner koster det kommend byggeri, Foto: Henrik Ole Jensen
9 måneder siden
OMBYGNING Det har gennem en årrække været et ønske at skabe nogle forbedringer ved Ikast Østre Kirke. I sidste uge begyndte håndværkerne byggeriet, som ikke kommer til at berøre selve kirkerummet. Det fortæller formanden for Ikast Menighedsråd, Hans Gjørup.
- Det har været en længerevarende proces med drøftelser i menighedsråd og blandt ansatte. Med udarbejdelse af tegninger, indhentning af tilladelser og finansiering samt afholdelse af licitation. Det er nu afsluttet, og byggeriet er blevet sat i gang i uge 1, siger Hans Gjørup og tilføjer:
- Det er arkitektfirmaet Arkitec, som har forestået projekteringen, og tømrerfirmaet Arne Danielsen er hovedentreprenør på projektet, lyder det fra formanden.
Fem millioner
Hans Gjørup tilføjer, hvilke faciliteter der konkret bliver forbedret i den kommende tid.
- Det handler om kontorfaciliteterne for Ikast Kirkegårdes ledelse og administration. Det betyder, at kirkegårdskontoret forlader Ikast Kirkecenter, og at Ikast Kirkegårdes ledelse og driftspersonel samles i de nyindrettede lokaler ved Østre Kirke. Derudover får vi kontorer til sognets to organister. Organisternes nuværende delekontor i tårnet i Ikast Kirke er ekstremt trangt og meget utidssvarende, siger menighedsrådsformanden og tilføjer videre:
- Desuden indrettes et øvelokale til kirkens kor, og toiletfaciliteterne ved kirken og kirkegården bliver forbedret herunder også med indretning af et handicaptoilet, siger Hans Gjørup.
Kølerumskapaciteten udvides også, således der fremadrettet vil være plads til 10 kister. Det er en fordobling.
- Desuden bliver der bedre adgang for rustvogne, så de kan ankomme til kirken, uden at forstyrre eksempelvis en gudstjeneste eller en anden aktivitet i kirken. Der bliver også bedre plads for katafalk og kistevogn, lyder det fra Hans Gjørup, som nævner, at byggesummen ligger på cirka fem millioner kroner.
- Midlerne til byggeriet er bevilget af Ikast-Brande Provsti. Ikast Menighedsråd bidrager selv med en mindre andel.