
Svensk målvogter skifter til Ikast: Filippa kan levere fra dag ét
Ikast Håndbold har fundet afløseren for målvogter Jessica Ryde. Erfarne Filippa Idéhn skifter fra Silkeborg-Voel
Udgivet:08. november 2022, 10.53
Læsetid:3 minutter
Filippa Idéhn har gennem årene spillet adskillige kampe imod Ikast - blandt andet i DM-finalerne i 2016, da hun og Team Esbjerg trak det længste strå. Fra næste sæson skal den 32-årige målvogter selv tørne ud for Ikast Håndbold. Foto: Martin Ballund
5 måneder siden
HÅNDBOLD Der står også en svensker i målet for Ikast Håndbold i næste sæson, selvom Jessica Ryde har valgt at søge nye udfordringer efter seks sæsoner i det midtjyske.
Afløseren bliver nemlig en anden svensker med masser af landskampe og international erfaring på bagen. 32-årige Filippa Idéhn tager turen fra Jysk Arena og Silkeborg-Voel og små 30 kilometer mod vest til IBF Arena og Ikast Håndbold.
Ikast Håndbold har skrevet en toårig kontrakt med den erfarne svenske målvogter.
Idéhn har gennem årene spillet både EM, VM og OL med det svenske landshold og både Champions League og European League på klubplan. Hendes store rutine og kendskab til den danske liga var afgørende for Ikast Håndbold, fortæller direktør Daniel Grønhøj.
- I denne case har vi haft stort fokus på at hente en keeper, som kan levere fra første dag og allerhelst gerne måtte kende den danske liga, så der er minimal tilvænning. Vi synes, vi har en masse spillere som har udviklet sig flot de seneste sæsoner, og vi skulle ikke have et »projekt«, som skulle peake om to-tre år, siger Daniel Grønhøj i en pressemeddelelse.
- Filippa kan vinge alt af i forhold til, hvad vi har søgt lige nu, fastslår han.
Idéhn er i gang med sit tredje ophold i den danske liga og femte sæson i alt. Hun blev dansk mester med Team Esbjerg i 2016 efter finalesejr over netop Ikast, som dengang spillede under FCM-navnet.
Før det vandt hun tre svenske mesterskaber med IK Sävehof og fik sine første Champions League-kampe for 10 år siden.
Karrieren har også bragt hende forbi den franske topklub Brest Bretagne og den rumænske topklub Baia Mare.
- Det er godt tegn, hvis man har en ambivalent følelse til en klub som modstander, for så har de altid været gode og haft en betydning i ligaen. Jeg har desværre ikke vundet ret mange kampe mod Ikast førhen, så jeg glæder mig også til komme på den anden side, siger Filippa Idéhn i klubbens pressemeddelelse.
Filippa Idéhn
Født 15. august 1990 i Jönköping, Sverige (32 år)
Klubkarriere:
Spårvägens HF, Sverige 2009-12
IK Sävehof, Sverige 2012-15
Team Esbjerg 2015-17
Brest Bretagne, Frankrig 2017-19
Silkeborg-Voel KFUM 2019-20
CS Minaur Baia Mare, Rumænien 2020-21
Silkeborg-Voel KFUM 2021-23
Ikast Håndbold 2023-
Udvalgte meritter:
Svensk mester 2013, 2014, 2015
Dansk mester 2015-16
131 A-landskampe for Sverige fra 2011 til 2020
EM-bronze 2014 med Sverige
En anden stil end kollegaen
Selv om hun er blevet 32 år, kommer hun til Ikast med ambitionen om at udvikle sig i konkurrence og samarbejde med norske Andrea Austmo Pedersen, der ankom før denne sæson og har gjort det fint.
- Jeg ved godt, at jeg ikke er ung mere, men jeg synes stadig, at jeg har udviklingspotentiale, siger Filippa Idéhn.
Den ambition deler direktør Daniel Grønhøj og klubben, og han hæfter sig også ved, at svenskeren som type har en anden målvogterstil end Andrea Austmo.
- Et stort plus er også Filippas igangsætninger, som er på et meget højt niveau. Jeg er meget tilfreds med vores duo i den kommende sæson, hvor jeg er sikker på, at de to målvogtere kommer til at supplere hinanden rigtigt godt, siger Daniel Grønhøj.
Den svenske keeper har i dette efterår været ude med en skade og blot spillet en enkelt ligakamp for Silkeborg-Voel. Men i sidste sæson holdt Filippa Idéhn et glimrende niveau med 267 redninger og en redningsprocent på 31 for sæsonen i Kvindeligaen.