
ISIB lancerer alternativ til efterskole
Den internationale skole er klar med et 10. klasses projekt, der indholder udlandsture og arbejde på Siemens og Bestseller
Udgivet:03. februar 2018, 07.59
Læsetid:4 minutter
Formanden for ISIB, Niels Laurits Thygesen, og skoleleder Ricardo Passo præsenterede torsdag den nye uddannelse for lærerstaben og pressen. Foto: Tom Laursen
5 år siden
IKAST-BRANDE International School Ikast-Brande - ISIB - er nu i takt med at »Hjertet« skyder op på arealet ved siden af skolen klar med et nyt tilbud til de unge, der går fra 9. klasse.
ISIB lancerer nemlig en nyt 10. klasses tilbud, der får base i de nye lokaler i Hjertet, og som bliver et reelt og konkurrencedygtigt alternativ til andre 10. klasses skoler og de populære efterskoler.
Det fremgik af det kombinerede pressedemøde og lærerintro-møde, skolen holdt torsdag, hvor skolens leder Ricardo Passo og formand for skolens bestyrelse, Niels-Laurits Thygesen, orienterede om det nye tiltag.
På engelsk - naturligvis.
Man er jo en international skole.
Men også en skole med ambitioner.
Fra skolens start i 2009 med 12 elever og til i dag med over 200 elever i nybyggede skolebygninger er der sket meget.
Med base i Hjertet
- Og der kommer til at ske mere. Vi responderer på et behov, vi fornemmer, der er hos de unge, sagde Ricardo Passo ved præsentationen af det nye 10. klasses projekt - som i ISIB's verden hedder »Year 11« - »År 11« - på grund af skolens måde at dele skoleårene op på.
I dag kan man starte helt fra 1. klasse og tage 9. og 10. klasse med på ISIB - under det internationale undervisningsprogram, der kaldes Cambridge.
Og det kan man fortsat efter sommerferien.
Men man kan også efter 9. klasse vælge det nye unikke tilbud til i stedet. Og flytte basen over til Hjertet.
ISIB har nemlig konstateret, at mange elever springer fra 9. klasse og ikke får deres overbygning gjort færdig. Det kan være gymnasiet eller handelsskolen, der trækker. Det kan være de populære efterskoleophold.
Så hvorfor ikke lave et alternativ?
Et år til at modnes
- En mulighed for et akademisk, internationalt dannende år, hvor man kan overveje sine muligheder, modnes og være mere parat til fortsat uddannelse og arbejdsmarked. Der er et marked for »Year 11«, som træder ind i stedet for efterskole og som et år, hvor man gør klar til en eventuel gymnasieuddannelse, sagde Ricardo Passo.
»Year 11« står på fire ben: Personlig udvikling, social opmærksomhed og forståelse, professionel praktisk og oplevelser og som det fjerde tekniske og akademiske færdigheder.
»Year 11« vil tilbyde unge undervisning i fagene engelsk, dansk og matematik, computerteknologi, innovation og entreprenørskab, dans, musik og teater.
Til Panama, Bestseller og Siemens
Dertil kommer et udlandsophold - i dette tilfælde i Panama, som er Ricardo Passo's hjemland.
Men det måske mest nyskabende element i »Year 11« er faget professionel praktik og oplevelser.
Her er ISIB gået i samarbejde med skolens to erhvervsstøtter, Siemens og Bestseller, som man samarbejder med om praktikophold over flere uger, hvor eleverne dels er på skolebænk i virksomheder, dels får mulighed for at arbejde i en afdeling efter deres eget ønske.
Passo fortalte, at man sågar arbejder på at afskaffe uniformskravet - men nøjes med en dresscode.
- Dels er vi uden for skolens normale rammer, dels er der tale om ældre og lidt mere modne unge, der nok ikke er så indstillet på at gå i uniform.
- »Year 11« får plads i Hjertet. Den får derfor sine egne rammer. Det er et nyt unikt program, udviklet i samarbejde med Bestseller og Siemens og designet til os. Det bliver en del af skolen - men med en anden »smag«. De unge her er en smule mere voksne og en vis modenhed er påkrævet, sagde Ricardo Passo.
Bærende grundlag
Niels Laurits Thygesen, som er hovedmanden bag ISIB, kunne fortælle, at netop samarbejdet med de to store virksomheder har været et bærende grundlag for skolens succes.
- De to virksomheder har været opmærksomme på, at de skal bruge udenlandsk arbejdskraft og kunne derfor se fordelen i at have en international skole. Så det er i ligeså god forståelse med dem, at vi søsætter det nye 10. klasses tilbud, sagde Niels Laurits Thygesen, der har måttet erkende, at man med det hidtidige tilbud på ISIB mister en del af de store elever.
- Nu skaber vi en ny mulighed, et alternativ til eksempelvis efterskolerne, og for de to virksomheder er det meget interessant tiltag.
Thygesen understreger, at man fortsat kan vælge at gennemføre alle skoleår til og med 10. klasse på ISIB inden for Cambridge-rammerne. Men man får nu muligheden for at afslutte 9. klasse med en eksamen og derefter tage på den nye 10. klasses-skole i Hjertet.
ISIB indkalder til orienteringsmøde for alle interesserede forældre og elevere 21. februar. Skolens nye tilbud er nemlig ikke kun for de nuværende elever men også for alle andre unge i kommunen - eller uden for kommunen.
Succeskriteriet er 20 elever i den første udgave af »Year 11«, men der kan sagtens være plads til flere i Hjertet.
