Ung forsker blev slået: Men måske får verden alligevel gavn af projektet

Matthew Williams deltog ved Unge Forsker, hvor han fremviste sit projekt om nytænkte toiletfaciliteter i flygtningelejre

Udgivet:03. maj 2023, 10.54

Læsetid:4 minutter

Matthew Williams har brugt sig selv og sine venner som forsøgspersoner til hans projekt. Foto: Unge Forskere

Mads P. Magnussen
Journalist

FORSKNING I sidste uge var Ikast-Brande Gymnasium representæret ved Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence Unge Forskere.

Matthew Williams, som også er en del af Sportstar College, havde således nået finalestævnet i København, hvor de 50 bedste projekter skulle dyste om titlen og præmiechecken på 15.000 kroner.

Den 17-årige gymnasieelev deltog med et projekt, hvori han havde undersøgt, hvordan man kunne mindske spredningen af kolera og andre diarrésygdomme i flygtningelejre gennem en optimering af toiletforholdene.

- Bakteriesygdomme kan vi meget nemt kurere med antibiotika og den slags i den vestlige verden. Men dem som er svagest i vores samfund, de er jo uden muligheder. De lider under de her sygdomme. Og det synes jeg er åndssvagt, når vi har så mange løsninger til det og mange måder at forebygge det på - så det var derfor, at jeg begyndte at arbejde med det her, siger Matthew Williams, som også mente, at projektet var tilpas overskueligt, når han skulle forklare det for andre.

Og projektet skulle som sagt vise sig at være ganske godt, da det klarede sig gennem ansøgningsfeltet, videre til semifinalerne og så altså videre til finalen.

Far har arbejdet for Unicef

I det hele taget har Matthew Williams altid været meget fascineret af det naturvidenskabelige. Han er en ung mand, som godt kan lide at forstå, hvordan ting virker.

- Jeg kan godt lide at forstå, hvad der sker, når man sidder i en flyvemaskine - altså forstå processerne, siger Matthew Williams.

Matthew Williams kommer af en baggrund med en sydafrikansk far og en dansk mor, og ikke nok med det, så voksede den unge mand også op i USA i de første år hans liv. Så da familien flyttede til København, havde han ikke altid helt let ved de sproglige fag - og måske netop derfor - blev han glad for de naturvidenskabelige, for her var forståelsen langt nemmere for den dengang unge dreng.

Her år nogle senere er interessen altså ikke forsvundet, og derfor var Matthew Williams heller ikke i tvivl om, at han ville forsøge sig, da muligheden for Unge Forskere opstod. Men hvordan kommer man så lige frem til et sådant projekt? Jo, Matthew Williams har været hjulpet godt på vej af sin far, som i flere år arbejdede for Unicef. Matthew Williams har derfor altid været ganske bekendt med flygtningelejre og har igennem sin far hørt mange ting om emnet. Derfor lå det nærmest til højrebenet, da Matthew Williams skulle finde sit forskningsprojekt.

Stadig motiveret

Siden efteråret har den unge mand derfor lavet mange forsøg med klor, hvor han har undersøgt, om man ville kunne desinficere den jord, hvor de fleste efterladenskaber fra toiletterne i flygtningelejre ender, om jorden stadig kan være frugtbar efterfølgende, og om hænder ville tage skade af klorvand i vandhanerne.

Og da alle forsøgene var færdige, var Matthew Williams kommet frem til, at hans ideer kunne lade sig gøre. Desværre var den forskningsmæssige succes bare ikke nok til titlen som Årets Unge Forsker.

- Jeg er jo sportselev, så jeg er ret skuffet. Men jeg er meget glad for oplevelsen. Jeg synes, det er fedt at være sådan et sted, hvor alle dykker ned i deres projekter, som de har gjort sig umage med, siger Matthew Williams.

Men selvom det ikke blev til en sejr ved den naturvidenskabelige konkurrence, så har projektet alligevel kastet noget positivt af sig. Matthew Williams har således fået kontakt til nogen, som arbejder med flygtningelejre. Derfor skal de finde ud af, om hans optimerede toiletfaciliter skal realiseres ude i den virkelige verden.

- Det er super fedt. Jeg er faktisk i gang med at oversætte hele min rapport til engelsk, så jeg kan sende den til dem. Så jeg er virkelig spændt, siger Matthew Williams.

Samtidig har »nederlaget« ved konkurrencen også kun givet mere blod på tanden for den unge mand.

- Jeg har to år mere på gymnasiet, så jeg har helt sikkert planer om at deltage næste år igen. Jeg skal vinde. Selvom jeg godt ved, at jeg er kommet blandt de bedste 50 og det er rigtig godt, så er det som sportsperson stadig irriterende. Så jeg skal have fundet et nyt projekt, siger Matthew Williams.

Den endelige vinder af konkurrencen blev Nanna Kalmar fra Egå Gymnasium, som undersøgte, om man ved at give planter mindre lys kan sænke energiforbruget og samtidig opnå næsten samme plantevækst på vertikale landbrug.