Kulturens Venner vågner

Ny sæson starter med jazz og fællesspisning i det fri

28. august 2021, 09.47

Formanden for Kulturens Venner Helga Knorr. Foto: Privatfoto

KULTUR I halvandet år har kulturlivet i Engesvang ligget underdrejet.

- I hvert fald har foreningen kulturens Venner først aflyst mange arrangement og derefter ikke turdet kaste sig ud i at planlægge noget nyt. Men nu skal der ske noget, fortæller formanden Helga Knorr.

- Nu er vi, så vidt vi kan vurdere, sluppet af med alle restriktioner, så nu skal vi have fart på med at sætte arrangementer op. Og vi har de første to klar i september, siger Helga Knorr, som fortsætter:

- Vi er så heldige, at vores altid optimistiske jazzvenner, ufortrødent planlægger arrangementer og så ser om de kan gennemføres. Derfor er de klar til sammen med Kulturens Venner at indbyde til Jazzcafe i kulturhuset 2. september. Den aften bliver musikken leveret af vores husorkester, Hot & Sweet Jazz Band med arrangøren Torben Sørensen i spidsen, siger Helga Knorr.

Næste arrangement bliver torsdag 8. september, hvor Kulturens Venner for første gang i lang tid arrangerer fællesspisning.

- Vi gør det forsigtigt ved at spise udendørs. Vi har prøvet en gang før med stor succes at kombinere fællesspisning med cykeltur. Vi mødes ved kulturhuset klokken 17.30 med cykler. Derefter deler vi os op i tre grupper, der cykler ad forskellige ruter – med forskellig sværhedsgrad – til Fastrupdal på den anden side af Bølling Sø. Der vil Michael Lindved fra hallen stå klar med grill og lækker mad, vi skal spise i det grønne ved shelter-pladsen derovre, siger Helga Knorr.

Hun tilføjer dog, at hvis det mod forventning skulle være regnvejr, så flyttes spisningen til halvtaget ved Klosterlund Museum, hvor man kan sidde under tag.

- Vi glæder os sådan til at komme i gang igen. Det bliver dejligt at kunne planlægge ud i fremtiden. Det har suget energi ud af os, at vi ikke rigtigt har haft noget fremtidsperspektiv. Nu håber jeg, at energien vender tilbage, og at vi igen får engageret Engesvang-borgerne til at tænke kreativt og kulturelt, siger Helga Knorr.

Hun opfordrer borgerne til at holde øje med opslag fra foreningen på de plakatstandere, der er ved byens indfaldsveje, og på sociale medier og foreningens hjemmeside om billetsalg og andre initiativer.